aaet
Hamlet, vilde han aldrig turde spille ham af Frygt for de raadne
AEbler. Goethe var klogere. Han skrev sine Skuespil, saa ingen gider
spille dem.

-Men er der nogen, som laeser dem? spurgte Grev Eck.

-Ja, Adam, sagde Excellencen: hans Slaegtninge og der vil laenge leve
nogle af dem.

Grevinden sagde, at hun havde en Gang under et Ophold i London set
Booth; og Baronesse Rosenkrands, der havde noget svaert ved at
konversere, greb Ordet London for til Professor Berger igen at tale om
sin Rejse.

Baronessen kunde ikke komme bort fra, at Rom, det var virkelig for
meget.

-Hvad er for meget? sagde Professoren og smilede.

-Uh, jo, sagde Baronessen, mens Talen om Rejser pludselig bredte sig
og de talte om det halve Europa rundtomkring:

-Det er ligesom Michel Angelo ...--Det er dog for meget ...

-Og saa er det nogle Forvridninger, sluttede Baronessen sine
Formeninger om Michel Angelo.

-Forvridninger, sagde pludselig Hans Excellence: det er rigtigt,
Lydia. Det er, hvad Manden vilde. Han kendte Laenkerne og vidste, hvor
de var knyttede.

Hendes Naades Ansigt blev under Hans Excellences Ord et Ojeblik stift
som en Maske; men hun bojede hastigt sit Hoved og sagde-ved Hendes
Naades Bordende var Talen om Rejser blevet til en Konversation om
Katolicismen-:

-Jeg finder nu altid, at Katolikerne kan hvile deres Hoveder saa
trygt.

Professor Berger loftede Hovedet fra sin Tallerken:

-Naar de forst har tvunget sig til Hvile, Deres Naade, sagde han.

-De opdrages maaske dertil, Professor, sagde Grev Eck.

Grevinde Schulin sprang fra Katolicismen over til deres egen Praest paa
Godset, som var ny:

-Kaere, sagde Grevinden: han er af dem, der kommer til Kirken med Pibe
i Munden og med Bulehat.

-Jeg horer ham naturligvis aldrig, sagde hun: Men nu undgaar vi vel
heller ikke Hojskole og al den Slags.

Der blev en almindelig Talen om Grundtvigianismen.

-Naa, sagde Gehejmeraadinden: Grundtvigianerne er ikke de vaerste. De
synger saa laenge, til de faar staerke Lunger. De Folk tor saagu se
deres Vorherre ind i Ojnene.

Marschalinden slog Haenderne ned mod Bordet og sagde:

-Tante Augusta bander endnu.

-Ja, min Pige, sagde Gehejmeraadinden: og det vil jeg blive ved med
til min Dod.

Hans Excellence, der drak Vand af sit Glas, sagde, taenkende paa
Grundtvigianismen:

-Ja, min Hr. Halvfaetter var gal, men han havde sine lyse Ojeblikke:
han gjorde "Synden" til Glaede og Glaeden til et Sakrament. Han fik