nneskene, Fritz, vender altid deres medlidende Ojne
mod den, som bojes dybest, skont ingen ved, hvem af to, der har lidt
mest.

Hun loftede sit Ansigt:

-Jeg har vaeret egenkaerlig, jeg ved det nu, sagde hun og det var, som
hun talte til nogen over sig:

-Men jeg skal ikke vaere det laengere og din Livsevne skal ikke mere
vaere dod.

Faderen stod i Morket:

-Hvad vil Du, jeg skal svare Dig?

Moderen rystede paa sit Hoved:

-Du skal ikke svare mig, sagde hun:

-Jeg har ikke talt for at faa Svar, men for at have talt.

Der var et Ojeblik stille. Umaerkeligt knugede hun de dejlige Haender
mod hinanden paa Bordet, hvor de laa:

-Og nu, sagde hun, skal der aldrig mere tales imellem os--ikke en Gang
paa den Dag, hvor vi dor.

Faderen stod et Nu. Saa sagde han:

-Og hvorfor har Du netop talt idag?

-Hvorfor?

Moderen forte Haanden op til sine Ojne og tog den atter bort.

-De store Beslutninger, Fritz, er vel altid Frugten af de lange Tanker
og de smaa Ting.

Faderens Ansigt sitrede:

-Og Du? sagde han og hans Stemme kunde naeppe hores:

-Kan Du aldrig blive glad?

Moderen vendte et Nu det skonne Ansigt imod ham:

-Havde Du elsket mig, om jeg kunde det, sagde hun.

Og Faderen gik.

Moderen rejste sig. Taarerne vilde til at bryde frem af hendes Ojne.
Men hun betvang dem. Og mens hun forte begge sine Haender ned langs den
sorte Silkedragt, rettede hun sit Legeme, som under en Rustning.

Saa bankede hun paa Faderens Dor:

-Skal vi gaa ned? sagde hun.

... Hendes Naade var paaklaedt. Selskabsdamen satte, foran Spejlet, et
Smykke af oksyderede Solvblomster i Hendes Naades Haar.

Det bankede paa den ene af Dorene:

-Hvem er det? raabte Hendes Naade og havde allerede set Jaegermesteren,
hendes Son, der aabnede Doren:

-Det er mig, sagde han.

-De kan gaa, sagde hun til Selskabsdamen:

-Lad taende.

Hendes Naade bojede sig ned over Jaegermesteren, der allerede,
hulkende, var falden ned i en Stol:

-Min ulykkelige Dreng, sagde hun: min ulykkelige Dreng, hvad har han
gjort Dig?

Hendes Naade forte sine Haender ned over hans Haar og ned over hans
Hals:

-Hvad er der sket? Hvad er der dog sket?

Jaegermesteren blev kun ved at hulke:

-Jeg kan ikke sige det.

-Men er det ordnet, spurgte Hendes Naade og knugede Haenderne sammen.

-Ja, sagde Jaegermesteren og loftede Ansigtet, mens den ludende Krop
faldt sammen igen:

-Det er ordnet.

-Saa Gud vaere lovet, sagde Hendes Naade og hendes