rensraaden svarede ikke, og Hans
Excellence sagde uden at se paa ham:

-Du maa forstaa, det er nodvendigt.

Konferensraaden loftede den hojre og sunde Arm:

-Tredive Tusind, det er mange Penge, sagde han, og med sit Forsog paa
Latter, der lignede et Fugleskrig, lagde han til:

-Genierne prutter ikke.

Hans Excellence loftede Hovedet og slog den blaahvide og knyttede
Haand ned mod det maegtige Bord:

-Glud, raabte han og Bordet rystede under hans Haands Slag:

-Er Pengene mine--eller er de det ikke?

Konferensraaden saa Hans Excellence rakt ind i hans Ansigt, og selv
det dode og haengende Oje syntes for et Sekund at faa en Smule Glans og
at kunne se, mens han sagde og hans Stemme pludselig, maaske for
sidste Gang, fik den Klang tilbage, hvis Haan en Dag, hvor Bankerne
vaklede, havde stanset et Run paa hans Firma:

-Du ved jo, de er dine.

Excellencens Hoved faldt ned paa hans Bryst. Hans Laeber var saa hvide
som hans Skaeg.

-Og--Konferensraaden naesten rejste sig, i en overmaegtig Folelse af
Triumf--:

-De er til Udbetaling straks.

Han rakte den sunde Haand frem mod en Klokke paa sit Bord, men han
forte den atter tilbage:

-Nej, sagde han, og han vidste maaske ikke en Gang selv, om han
handlede af Medlidenhed eller af Grumhed:

-Tag Noglerne selv.

Nogleknippet faldt fra hans sunde Hojre ned i Hans Excellences Haand,
der kun var halvt aabnet:

-Der er Noglen til Pengeskabet.

-Anvisningsbogen ligger i Rummet til venstre.

Hans Excellences Haender var saa kolde som Jernet, hvorom de tog, mens
han aabnede Skabets Dor. Men han fandt sig tilrette i dets Rum, som
havde ogsaa hans Haender faerdedes der hver Dag.

-Der, sagde han og lagde Anvisningsbogen paa Bordet.

Man horte Pennens Skratten, medens Konferensraaden skrev:

-Der, sagde han og skod Anvisningen bort:

-Vil Du kvittere.

Konferensraadens Oje betragtede Excellencen, mens han skrev paa det
fremlagte Blad.

-Tak, sagde Hans Excellence og loftede Ansigtet.

Men Konferensraaden saa vist ikke Excellencens halvt fremstrakte
Haand. Han betragtede Kvitteringen og der gik en Traekning som en
Grimasse hen over hans lammede Ansigt.

-Din Haand er bleven saa let at skrive efter, sagde han til Hans
Excellence, der havde rejst sig:

-Vil Du saette dit Segl under.

En Flod af Blod havde gydt sig over Hans Excellences Ansigt, men han
sagde kun et Ja, der lod som en Stonnen:

-Der ligger Lak i Skabet, sagde Konferensraaden, og hans Oje b