sagde Jaegermesteren, hvis drukne Ojne flammede op.

-Papa kan ikke staa paa sine Ben, sagde den unge Hvide og lod Faderen
falde tilbage i sin Stol som en dod Klump.

Da Sonnen var gaaet, rejste Jaegermesteren sig og dinglede hen over
Gulvet.

Ude i den lange Gang stodte han med Albuerne en Dor op og fandt frem
til en Seng, hvorpaa han kastede sig for, et Ojeblik efter, at snorke
hojt.

Det var Hans Excellences Seng.

Den unge Hvide var vendt tilbage til Dagligstuen:

-Papa var gaaet, sagde han og indtog atter sin Plads.

Marschalinden gik stadig frem og tilbage paa Gulvet, mens alle
ventede:

-Der er han, sagde hun og loftede Gardinet igen.

-Ja, sagde Moderen og rejste sig.

Vognen korte ind ad Porten.

Der var ikke blevet talt, for Hans Excellence kom ind og
Gehejmeraadinden havde set hans Ansigt:

-Det var altsaa Doden? sagde hun.

De fire Herrer var holdt op at spille.

Hans Excellence nikkede uden at tale.

-Lider hun? spurgte Marschalinden med en Stemme, man naesten ikke kunde
hore:

-Jeg giver dem Vin, sagde Hans Excellence, og han gik ind til
Spillebordet.

-Hvordan har Du spillet mine Kort? sagde han til Faderen, og Hans
Excellence satte sig for at spille Rubberen til Ende.

---

Gaesterne var taget bort.

I den midterste Dagligstue sad Hendes Naade og blundede i sin Stol.
Brillantsnoren lyste saa saert om hendes Hals i det meget Lys fra de
naesten nedbraendte Kroner.

Moderen og Hans Excellence sad inde i Hans Excellences Stue, hvor der
var morkt.

-Er Du der, min Pige, sagde han.

-Ja, Grandpapa.

Skaeret fra Gadens Lygter faldt ind i Stuen og flakkede hen over
Vaeggene, hvor Billederne af Aarhundredets Maend dukkede frem i et
usikkert Lys og igen Forsvandt.

Moderen sagde, ud i Morket:

-Grandpapa, Du skulde ikke beholde den Praksis.

Han drejede Hovedet:

-Hvorfor ikke? og pludselig lo han: Lad dem kun betale mig for at
udstede deres Dodsattester, sagde han.

Der var laenge stille, saa sagde Moderen:

-Ved Du, Grandpapa, naar vi to sidder her, synes jeg, vi sidder og ser
paa den samme Ting.

-Paa hvad?

-Paa Vragene.

Han svarede ikke og der var atter tyst en Stund.

Saa sagde Hans Excellence:

-Sidder hun derovre endnu?

-Hvem?

-Mener Grandpapa Elsebeth?

-Jo, sagde Moderen: hun sidder endnu og venter.

Der var et Ojeblik stille i Morket. Saa talte Hans Excellence:

-Der er intet at vente efter ... og han fortsatte:

-Et Hul i Jorden er ik