store Tal
med Haandvaerkerens Ojne, der overfor Kapitalen bevarer noget som en
aerefrygtsfuld og naesten aengstelig AErbodighed--selv nu, hvor han
regnede op i de hundredetusinder.

--Frokostselskabet havde stillet den forste Sult og begyndte at drikke
flittigere til smaa Mundfulde. Spenner, der sad tilbords som en
tyvagtig Hankat, der labber Flode, begyndte at tale om Martens'
Ejendomme.

-Det var Tiden at bygge nu, sagde han ... Igaar havde de solgt Nr. 11
... Som varmt Brod gik det med Salg og med Bortleje.

-Ja--sagde Adolf--nu har man Avance. Han lod en tung Burgunder flyde
paa Tungen og smaekkede.

De talte om alle Martens' Foretagender, om Kob og Salg og udlagte
Byggegrunde og nye Gader, saa det rullede med Tusinder. Spenner sad
hele Tiden med dukket Hoved og vaskede Bordet med Haanden, som om han
uafbrudt "forduftede" det meget Guld ned i sit Skod; Martens talte om
et Sommerhotel--ved Bellevue--paa Strandvejen ... Et Sommerpalae ...

-Med Broer, sagde han, Broer over Strandvejen--Ekstra, ekstra, Hr.
Berg, det er Interessen ... Med Broer, sagde han igen og kom ikke
videre, men byggede sit Sommerpalae i Luften med begge Armene.

Adolf slog sit Glas i Skum: Ja, sagde han, nu er det Tiden at saette
sine Penge paa Rente.

En af Kellnerne kaldte Spenner fra Bordet. Det var en Lejer, der vilde
underskrive en Kontrakt:

-Ja, ja--det gaar, sagde Martens glad, idag flyttede han ind
derhjemme--den lille Fuldmaegtig. "Den lille Fuldmaegtig" var Assessor
Canth, der var flyttet ind paa Martens' tredje Sal.

De havde stadig faaet flere smaa Retter, og Vinflaskerne gik om i
Kurve. De talte igen om Teatret, om Lejesummen og om Direktorer--da
Spenner kom tilbage.

-Men Pokker til Leje, sagde Adolf, De--Spenner ...

-Det var Grunden, der var saa dyr. Den og Pilloteringen havde kostet.

-Pilloteringen? spurgte Berg.

-Ja--det var jo _det_ ... hvad havde den ikke slugt for Penge: Huset
laa jo midt i Stadsgraven ... sagde Spenner.

-Ja--Satan til Historie med den Grund, sagde Adolf.

-Og Vandet har vi endnu i Kaeldrene, sagde Martens.

-Ja--om man nu havde Direktoren, sagde Spenner og "dukkede". Bogholder
Spenner dukkede altid Hovedet ned mellem Skuldrene, naar han sagde
noget, som om han vilde gemme sig for sine egne Ord, og det saa' ud,
som om han stangede.

-Men Alverden soger jo, sagde Berg.

De var naaet til "Fuglene" og sad maette, laenede tilbage, med
Servietterne i Skodet, mens de talte i Munden paa h