g Velstand
under ham er stegne; fra Bondens haederlige Stand, for hvem Frederik den
Syvende har fuldendt, hvad Frederik den Sjette begyndte"....

-Ja, sagde Berg, det er sandt.

Tine for sammen, da han stansede, og da han igen begyndte, horte hun
efter Ordene: det var den sidste Aften jo, nu de laeste--for saa laenge,
for hvor laenge....

... "Atter loftedes nu Kisten fra sin Plads og henbares til Kapellet,
ved hvis Opgang Herolderne og en Del af Folget havde opstillet sig.
Med Gejstligheden i Spidsen skred Processionen gennem Kapellets
Indgang, Kisten sattes paa sin Plads. Sjaellands Biskop holdt fra en
sortbetrukken Talerstol en Bon, den sidste Begravelsesceremoni fandt
Sted, og Salutskudene udenfor Kirken forkyndte, at nu var Kong
Frederik bisat".

Sofie holdt Haenderne op for sit Ansigt, Tine blot saa paa Berg, der
laeste:

... "Under Orgeltoner forlod Folget i Taushed Kirken, og Deres
Majestaeter vendte tilbage til Kobenhavn."

Berg foldede Avisen sammen; uden at nogen talte, rejste Tine sig til
Farvel.

Saa sagde Berg, i det han laenede Hovedet mod Vaeggen og saa saa langt
ud i Stuen--som en Gang for:

-Hvor Drengen dog graed, da han kom i Baaden.

Sofie skulde folge Tine, og de fik Lygten taendt. Dens dinglende Lys
faldt ujaevnt hen over Hegn og Pil. Sofie talte om Varsler og Tegn:

Der var nok af dem--der ha'ed' ikke vaeret for rart i Skovridergaarden,
nu i Sommer--saa det huseret' ved Nattetider.

-"Vognen" ha'ed hun da hort den alene tre Gang'--saa tydelig den var
svinget' op for Trappen den sidste Gang. Og da de kom ud, var der ikke
mer Vogn end bag paa en Haand--ikke mer end bag paa min Haand, det
saa ogsaa Fruen.

-Og _det_ ved en da, sluttede Sofie og snoftede, hva' saa'en Korsel
betyder.... naar'et til fornummes tre Gang'....

Tine talte ikke, og de blev ved at gaa frem i Morket. Hunden i Per
Eriksens Gaard for op, og inde hos Jomfruerne Jessen vaagnede Moppen.

-Ja, Gud hold' sin Haand over baade Herren og Fruen, sagde Sofie i en
Tone, som kastede hun Jord paa dem begge.

Tine drog Vejret som En, der frysende vaagner.

-Hvor det bliver _koldt_ ved Dannevirke, sagde hun.

De var naaet til Drejningen ved Kroen, og Tine vidste, at Sofie var
angst for at komme _for_ naer til Kirkegaarden Nattestunder.

-Nu kan jeg gaa alene, Sofie, sagde hun: Tak nu--Sofie. Og saa passer
du nok Skovriderens Te, saa den bliver, som den plejer--ikke?

-Ja--farvel, jomfru Tine.

-Farvel.

Tine horte