el skonne, at det er mig, som
spanderer. For jeg synes, en skal vaere sjangtil imod bedre
folk, som det er gat sa ilde med.

JENSEN.
Har han spillet bankerot da?

PETTERSEN.
Nej, det var nok vaerre end som sa. For han kom pa
faestningen.

JENSEN.
Pa faestningen!

PETTERSEN.
Eller kanske det var i bodsfaengslet--(lytter). Hys, nu gar
de fra bordet.

(Doren til spisesalen slas op af et par tjenere derinde fra.
Fru Sorby, konverseret af et par herrer, kommer ud. Lidt
efter lidt folger hele bordselskabet, hvoriblandt grosserer
Werle. Sidst kommer Hjalmar Ekdal og Gregers Werle.)

FRU SORBY (i forbigaende til tjeneren).
Pettersen, vil De la' kaffeen servere inde i musiksalen.

PETTERSEN.
Ja vel, fru Sorby. (hun og de to herrer gar ind i stuen og
derfra ud til hojre. Pettersen og lejetjener Jensen gar ud
samme vej.)

EN BLEGFED HERRE (til en tyndharet).
Puh,--den diner--det var et drojt stykke arbejde!

DEN TYNDHAREDE.
A med en smule god vilje kan en udrette ganske utroligt i
tre timer.

DEN FEDE HERRE.
Ja, men bagefter, bagefter, min kaere kammerherre!

EN TREDJE HERRE.
Jeg horer, mokkaen og maraschinoen skal kredentses i
musiksalen.

DEN FEDE HERRE.
Bravo! Sa kanske fru Sorby spiller os et stykke.

DEN TYNDHAREDE (daempet).
Bare ikke fru Sorby snart blaeser os et stykke, du.

DEN FEDE HERRE.
A nej samaend; Berta slar ikke handen af sine gamle venner.

(de ler og gar ind i stuen.)

GROSSERER WERLE (daempet og forstemt).
Jeg tror ikke nogen la' maerke til det, Gregers.

GREGERS (ser pa ham).
Hvilket?

WERLE.
La' ikke du heller maerke til det?

GREGERS.
Hvad skulde jeg laegge maerke til?

WERLE.
Vi var tretten til bords.

GREGERS.
Sa? Var vi tretten?

WERLE (med et blik mod Hjalmar Ekdal).
Vi er ellers altid vant til at vaere tolv. (til de ovrige.)
Vaer sa artig, mine herrer! (han og de tilbageblevne,
undtagen Hjalmar og Gregers, gar ud i baggrunden til hojre.)

HJALMAR (som har hort samtalen).
Du skulde ikke sendt mig den indbydelse, Gregers.

GREGERS.
Hvad! Det heder jo, at selskabet skal vaere for mig. Og sa
skulde jeg ikke be' min eneste og bedste ven--

HJALMAR.
Men jeg tror ikke, din far liker det. Jeg kommer jo ellers
aldrig her i huset.

GREGERS.
Nej, det horer jeg. Men jeg matte da se dig og tale med dig;
for jeg rejser visst snart igen.--Ja, vi to gamle
skolekammerater, vi er rigtignok kommet langt bort ifra
hinanden, du; vi har nu ikke set hinanden pa sexten--