aldrig honoreret sa laenge jeg var der oppe.

GREGERS.
Ikke siden heller.

RELLING.
Na, sa er De vel ble't sa klog at sla lidt af pa belobet da,
kan jeg taenke.

GREGERS.
Aldrig nar jeg star foran et aegte, virkeligt menneske.

HJALMAR.
Nej, det synes jeg jo er ganske rimeligt.--Lidt smor,
Gina.

RELLING.
Og sa et stykke flaesk til Molvik.

Molvik.
Uh, ikke flaesk!

(Det hanker pa loftsdoren.)

HJALMAR.
Luk op, Hedvig; far vil ud.

(Hedvig gar hen og abner pa klem; gamle Ekdal kommer ind med
et friskt kaninskind; hun lukker efter ham.)

EKDAL.
God morgen, mine herrer! Har havt god jagt idag. Har skudt
en stor en.

HJALMAR.
Og sa har du fladd den for jeg kom--!

EKDAL.
Har saltet den ogsa. Det er godt, mort kod, det kaninkodet;
og sa er det sodt; smager som sukker. God appetit, mine
herrer!

(gar ind i sit vaerelse.)

MOLVIK (rejser sig).
Undskyld--; jeg kan ikke--; jeg ma ned som snarest--

RELLING.
Drik sodavand, menneske!

MOLVIK (skynder sig).
Uh--uh!

(ud gennem gangdoren.)

RELLING (til Hjalmar).
Lad os tomme en dram for den gamle jaegersmand.

HJALMAR (klinker med ham).
For idraetsmanden pa gravens bred, ja.

RELLING.
For den grahaerdede--. (drikker.) Ja, sig mig,--er det
grat har, han har, eller er det hvidt?

HJALMAR.
Det er visst sa midt imellem; for resten har han nok ikke
ret mange harstra igen pa sin isse.

RELLING.
Na, med forlorent kommer man ogsa igennem verden. Ja, du er
da i grunden en lykkelig mand, du Ekdal; du har denne vakkre
livsopgaven at straeve for--

HJALMAR.
Og jeg straever ogsa, kan du tro.

RELLING.
Og sa har du din flinke kone, som lunter sa lunt ud og ind
pa filtsko og vagger i hofterne og hygger og steller for
dig.

HJALMAR.
Ja, Gina--(nikker til hende.) du er en bra' ledsagerinde,
at ha' med pa livsvejen, du.

GINA.
A sid nu ikke der og ressenser om mig.

RELLING.
Og sa din Hedvig, du Ekdal?

HJALMAR (bevaeget).
Barnet, ja! Barnet forst og fremst. Hedvig, kom hid til mig.
(stryger hende over haret.) Hvad er det for en dag imorgen,
du?

HEDVIG (rusker i ham).
A nej, du skal ikke sige noget, far!

HJALMAR.
Det stinger mig som en kniv igennem hjertet, nar jeg taenker
pa, at det skal bli' sa ringe; bare en liden festlig
tilstelning inde pa loftet--

HEDVIG.
A men det blir just dejligt, det!

RELLING.
Og vent sa bare til den maerkelige opfindelsen kommer til
verden, Hedvig!

HJALMAR.
Ja da--da skal du se! Hedvig, jeg