e.
Gregers blir staende ved kaminen. Grosserer Werle soger
noget pa skrivebordet og synes at onske, at Gregers skal ga;
da denne ikke rorer sig, gar grossereren mod udgangsdoren.)

GREGERS.
Far, vil du ikke vente lidt?

WERLE (standser).
Hvad er det?

GREGERS.
Jeg ma tale et ord med dig.

WERLE.
Kan ikke det vente til vi blir alene?

GREGERS.
Nej, det kan ikke; for det turde kanske haende, at vi slet
ikke blir alene.

WERLE (kommer naermere).
Hvad skal det sige.

(Under det folgende hores fjernt pianofortespil fra
musiksalen.)

GREGERS.
Hvorledes har man her kunnet la' den familje sa ynkeligt
forkomme.

WERLE.
Du mener formodentlig Ekdals, kan jeg taenke.

GREGERS.
Ja, jeg mener Ekdals. Lojtnant Ekdal stod dig dog engang sa
naer.

WERLE.
Ja, desvaerre, han stod mig nok altfor naer. Det fik jeg fole
og svie for i mange ar. Det er ham, jeg kan takke for, at
jeg fik en slags klik pa mit gode navn og rygte, jeg ogsa.

GREGERS (sagte).
Var han virkelig den eneste skyldige.

WERLE.
Hvem ellers, mener du!

GREGERS.
Han og du var dog begge sammen om det store skogkob--

WERLE.
Men var det ikke Ekdal, som optog kortet over straekningerne,
--dette uefterrettelige kort? Ham var det, som drev al den
ulovlige hugst pa statens grund. Det var jo ham, som stod
for hele driften deroppe. Jeg havde ikke rede pa, hvad
lojtnant Ekdal foretog sig.

GREGERS.
Lojtnant Ekdal havde nok ikke selv rede pa, hvad han foretog
sig.

WERLE.
Kan gerne vaere. Men kendsgerningen er nu den, at han blev
domt og jeg frifunden.

GREGERS.
Ja, jeg ved nok, at der ingen beviser var.

WERLE.
Frifindelse er frifindelse. Hvorfor ripper du op i disse
gamle uhyggelige sager, som gav mig gra har for tiden? Er
det sligt noget, du har gat og grublet pa i alle disse ar
der oppe? Jeg kan forsikkre dig, Gregers,--her i byen er
de historier glemt for laenge siden--for mit vedkommende.

GREGERS.
Men den ulykkelige ekdalske familje da!

WERLE.
Hvad vilde du da egentlig, jeg skulde gore for de folk? Da
Ekdal kom pa fri fod igen, var han en nedbrudt mand, rent
uhjelpelig. Der gives mennesker her i verden, som dukker til
bunds, bare de far et par hagel i kroppen, og sa kommer de
aldrig op igen mere. Du kan tro mig pa mit ord, Gregers; jeg
har strakt mig sa langt, som jeg kunde, nar jeg ikke lige
frem skulde blotstille mig og gi naering til alskens mistanke
og folkesnak--

GREGERS.
Mistanke--? Na sa, ja.

WERLE.
Jeg har ska