allerken smorrebrod, som hun saetter pa
bordet.)

HJALMAR.
Saet dig nu, far, og fa dig et glas ol. Vaer sa god, Gregers.

(Ekdal mumler og stavrer hen til sofaen. Gregers saetter sig
pa stolen naermest ved ham, Hjalmar pa den anden side af
Gregers. Gina sidder lidt fra bordet og syr; Hedvig star hos
sin far.)

GREGERS.
Kan De mindes det, lojtnant Ekdal, nar Hjalmar og jeg var
oppe og besogte Dem om sommeren og i juletiden.

EKDAL.
Var De? Nej, nej, nej, det sanser jeg ikke. Men tor nok
sige, jeg har vaeret en glup jaeger, jeg. Bjorn har jeg ogsa
skudt. Har skudt hele ni.

GREGERS (ser deltagende pa ham).
Og nu jager De aldrig mere.

EKDAL.
A, skal ikke sige det, far. Jager nok en gang iblandt. Ja,
ikke pa den maden, da. For skogen, ser De,--skogen, skogen
--! (drikker.) Star skogen bra' deroppe nu?

GREGERS.
Ikke sa gild som i Deres tid. Den er hugget svaert ud.

EKDAL.
Hugget ud? (sagtere og ligesom raed.) Det er farlig gerning,
det. Det dra'r efter sig. Der er haevn i skogen.

HJALMAR (fylder i hans glas).
Vaer sa god-, lidt til, far.

GREGERS.
Hvorledes kan en mand som De,--slig en friluftsmand,--
leve midt i en kvalm by, her inde mellem fire vaegge?

EKDAL (ler smat og skotter til Hjalmar).
A, her er ikke sa ilde her. Slet ikke sa ilde.

GREGERS.
Men alt det, som Deres sind er vokset sammen med? Denne
svale strygende luftningen, dette fri livet i skog og pa
vidder, mellem dyr og fugl--?

EKDAL (smiler).
Hjalmar, skal vi vise ham det?

HJALMAR (hurtig og lidt forlegen).
A nej, nej, far; ikke i aften.

GREGERS.
Hvad vil han vise mig?

HJALMAR.
A, det er bare noget sadant--; du kan fa se det en anden
gang.

GREGERS (fortsaetter til den gamle).
Ja, det var det, jeg mente, lojtnant Ekdal, at nu skulde De
folge med mig opover til vaerket; for jeg rejser visst snart
igen. De kunde sagtens fa noget skriveri deroppe ogsa. Og
her har De jo ingen verdens ting, som kan hygge Dem og
kvikke Dem op.

EKDAL (stirrer forbauset pa ham).
Har jeg ingen verdens ting, som--!

GREGERS.
Ja, De har Hjalmar; men han har jo sine igen. Og en mand som
De, der altid har kendt sig sa dragen til det, som frit og
vildt er--

EKDAL (slar i bordet).
Hjalmar, nu skal han se det!

HJALMAR.
Nej men, far, er nu det vaerdt? Det er jo morkt--

EKDAL.
Snak; det er jo manelyst, (rejser sig.) Han skal se det,
siger jeg. Lad mig slippe frem. Kom sa og hjaelp mig,
Hjalmar!

HEDVIG.
A ja, gor det, far!

HJAL