Ja, kunde jeg ikke naesten taenke det! Hun og du,--
I holdt altid sammen. Det var hende, som fra forst af fik
dit sind vendt bort ifra mig.

GREGERS.
Nej, det var alt det, hun matte lide og doje, til hun bukked
under og gik sa ynkelig til grunde.

WERLE.
A, hun matte slet ingen ting lide og doje; ikke mere, end sa
mange andre, i al fald! Men sygelige, overspaendte mennesker
er der ikke noget udkomme med. Det har nok jeg fat fole.--
Og sa gar du og baerer paa en slig mistanke,--gar og roder
dig ned i alskens gamle rygter og bagvaskelser imod din egen
far. Hor nu, Gregers, jeg synes sandelig, du i din alder
kunde ta' dig noget nyttigere til.

GREGERS.
Ja, det turde nok vaere pa tiden.

WERLE.
Sa vilde kanske ogsa dit sind bli' lettere, end det nu lader
til at vaere. Hvad skal det fore til, at du gar ar ud og ar
ind der oppe pa vaerket, sidder og traeller som en simpel
kontorbetjent, ikke vil oppebaere en skilling over den
almindelige manedslon? Det er jo ren darskab af dig.

GREGERS.
Ja, dersom jeg var sa ganske viss pa det.

WERLE.
Jeg forstar dig jo nok. Du vil vaere uafhaengig, vil ikke
skylde mig noget. Men nu er der netop anledning for dig til
at bli' uafhaengig, din egen herre i et og alt.

GREGERS.
Sa? Og pa hvad made--?

WERLE.
Da jeg skrev dig til, at du sa nodvendig matte komme ind til
byen nu straks--hm--

GREGERS.
Ja, hvad er det egentlig, du vil mig? Jeg har hele dagen gat
og ventet pa at fa vide det.

WERLE.
Jeg vil foresla dig, at du gar ind som deltager i firmaet.

GREGERS.
Jeg! I dit firma? Som kompagnon?

WERLE.
Ja. Vi behovte jo ikke stadig at vaere sammen for det. Du
kunde jo overtage forretningerne her i byen, og sa flytted
jeg op til vaerket.

GREGERS.
Vilde du?

WERLE.
Ja, ser du, jeg er ikke laengere sa arbejdsfor, som jeg
tidligere var. Jeg blir nodt til at skane ojnene, Gregers;
for de er begyndt at bli' noget svage.

GREGERS.
Det har de jo altid vaeret.

WERLE.
Ikke som nu. Og sa desuden,--omstaendighederne kunde kanske
gore det onskeligt for mig at bo der oppe--i al fald for
en tid.

GREGERS.
Noget sligt havde jeg aldrig taenkt mig.

WERLE.
Hor nu, Gregers; der er jo sa mangt og meget, som skiller
imellem os. Men vi er jo dog far og son alligevel. Jeg
synes, vi matte kunne komme til en slags forstaelse med
hinanden.

GREGERS.
Sadan i det ydre, mener du vel?

WERLE.
Na, det var jo i al fald noget. Taenk over det, Gregers.
Synes du ikke, det matt