ble't fed. Na, den har jo nu
ogsa vaeret sa laenge der inde, at den har glemt det rigtige
vilde liv; og det er bare det, som det kommer an pa.

GREGERS.
Du har visst ret i det, Hjalmar. Lad den bare aldrig fa se
himmel og hav--. Men jeg tor nok ikke bli' laenger; for jeg
tror, din far sover.

HJALMAR.
A, for den sags skyld--

GREGERS.
Men, det er sandt,--du sa', du havde et vaerelse at leje
ud,--et ledigt vaerelse?

HJALMAR.
Ja vel; hvad sa? Ved du kanske nogen--?

GREGERS.
Kan jeg fa det vaerelset?

HJALMAR.
Du?

GINA.
Nej men De, herr Werle--

GREGERS.
Kan jeg fa vaerelset? Sa flytter jeg ind straks imorgen
tidlig.

HJALMAR.
Ja, med den storste fornojelse--

GINA.
Nej men, herr Werle, det er slettes ikke noget vaerelse for
Dem, det.

HJALMAR.
Men, Gina, hvor kan du da sige det?

GINA.
Jo, for det vaerelset er hverken stort nok eller lyst nok, og--

GREGERS.
Det kommer det ikke sa noje an pa, fru Ekdal.

HJALMAR.
Jeg synes samaend det er et ganske pent vaerelse; og slet ikke
sa ilde mobleret heller.

GINA.
Men husk pa de to, som bor nedenunder.

GREGERS.
Hvad er det for to?

GINA.
A, det er en, som har vaeret huslaerer--

HJALMAR.
Det er en kandidat Molvik.

GINA.
--og sa er det en doktor, som heder Relling.

GREGERS.
Relling? Ham kender jeg lidt til; han praktiserte en tid
oppe i Hojdal.

GINA.
Det er rigtig et par vidtloftige mandspersoner. De er sa
tidt udesvaevendes om aftningerne; og sa kommer de svaert sent
hjem om naetterne, og da er de ikke altid sa--

GREGERS.
Sligt vaenner en sig snart til. Jeg haber, det skal ga med
mig som med vildanden--

GINA.
Hm, jeg synes nok De skulde sove pa det forst alligevel.

GREGERS.
De vil nok svaert nodig ha' mig ind i huset, fru Ekdal.

GINA.
Nej kors; hvor kan De da tro det?

HJALMAR.
Jo, dette her er virkelig besynderlig af dig, Gina. (til
Gregers.) Men sig mig, taenker du altsa at bli' her i byen
for det forste?

GREGERS (tar sin overfrakke pa).
Ja, nu taenker jeg at bli' her.

HJALMAR.
Men ikke hjemme hos din far? Hvad agter du da at ta' dig
til?

Gregers.
Ja-, vidste jeg bare det, du--da var jeg ikke sa ilde
faren endda. Men nar en bar det kors pa sig, at hede Gregers
--. "Gregers"--og sa "Werle" bagefter; har du hort noget
sa faelt, du?

HJALMAR.
A, det synes jeg slet ikke.

GREGERS.
Huf! Isch! Jeg kunde ha' lyst til at spytte pa den fyren,
som heder sligt noget. Men nar en nu engang har det kors