e kunne la' sig gore? Hvad?

GREGERS (ser pa ham med kolde ojne).
Her stikker noget under.

WERLE.
Hvorledes det?

GREGERS.
Der ma vaere noget, som du har brug for mig til.

WERLE.
I sa naert et forhold som vort har den ene vel altid brug for
den anden.

GREGERS.
Ja, man siger jo sa.

WERLE.
Jeg vilde gerne ha' dig hjemme hos mig nu en tid. Jeg er en
ensom mand, Gregers; har altid folt mig ensom,--hele mit
liv igennem; men mest nu, da jeg begynder at drage pa
alderen. Jeg traenger til at ha' nogen om mig.--

GREGERS.
Du har jo fru Sorby.

WERLE.
Ja, det har jeg; og hun er, sa at sige, ble't mig naesten
uundvaerlig. Hun er kvik, har et jaevnt sind; hun liver op i
huset;--og det kan jeg sa sart traenge til.

GREGERS.
Na ja; men sa har du det jo altsa, som du onsker det.

WERLE.
Ja, men jeg er bange, det kan ikke bli' ved. En kvinde i
slige forhold kommer let i en skaev stilling lige over for
verden. Ja, jeg havde naer sagt, at en mand er heller ikke
tjent med det.

GREGERS.
A, nar en mand pir slige middagsselskaber som du, sa kan han
visst vove adskilligt.

WERLE.
Ja, men hun, Gregers? Jeg er bange for, at hun ikke laenger
vil finde sig i det. Og selv om hun gjorde det,--selv om
hun af hengivenhed for mig satte sig ud over folkesnak og
bagvaskelse og sligt noget--? Synes da du, Gregers, du med
din staerkt udpraegede retfaerdighedsfolelse--

GREGERS (afbryder ham).
Sig mig kort og godt en ting. Taenker du pa at gifte dig med
hende?

WERLE.
Og hvis jeg nu taenkte pa sadant noget? Hvad sa?

GREGERS.
Ja, det spor' jeg ogsa. Hvad sa?

WERLE.
Vilde det vaere dig sa aldeles uovervindelig imod?

GREGERS.
Nej, aldeles ikke. Ikke pa nogen made.

WERLE.
Ja, for jeg kunde jo ikke vide, om det kanske af hensyn til
din afdode mors minde--

GREGERS.
Jeg er ikke overspaendt.

WERLE.
Na, hvad du end er eller ikke er, sa har du i al fald lettet
en tung sten fra mit bryst. Det er mig overmade kaert, at jeg
tor gore regning pa din tilslutning i denne sag.

GREGERS (ser ufravendt pa ham).
Nu skonner jeg, hvad det er, du vil brage mig til.

WERLE.
Bruge dig til? Hvad er dog det for et udtryk!

GREGERS.
A, lad os ikke vaere kraesne i valg af ord;--ikke pa to
mands hand i al fald. (ler kort.) Ja sa da! Derfor var det
altsa, at jeg, dod og plage, matte indfinde mig i byen i
egen person. I anledning af fru Sorby skal der arrangeres
familjeliv her i huset. Tabla mellem far og son! Det blir
noge