MAR (rejser sig).
Ja--ja da.

GREGERS (til Gina).
Hvad er det for noget?

GINA.
A, De ma samaend ikke tro, det er noget videre rart.

(Ekdal og Hjalmar er gat hen til bagvaeggen og skyder hver
sin halvdor til siden; Hedvig hjaelper den gamle; Gregers
blir staende ved sofaen; Gina sidder uforstyrret og syr.
Gennem dorabningen ses et stort, langstrakt, uregelmaessigt
loftsrum med krinkelkroge og et par fritstaende
skorstenspiber. Der er tag-glugger, hvorigjennem et klart
manelys falder ind over enkelte dele af det store rum; andre
ligger i dyb skygge.)

EKDAL (til Gregers).
Ma gerne komme belt hen, De.

GREGERS (gar hen til dem).
Hvad er det sa egentlig?

EKDAL.
De kan jo se efter. Hm.

HJALMAR (noget forlegen).
Dette her horer far til, skonner du.

GREGERS (ved doren, ser ind i loftsrummet).
De holder jo hons, lojtnant Ekdal!

EKDAL.
Skulde mene det, at vi holder hons. De er flojet op nu. Men
De skulde bare se de hons ved dagsens lys, De!

HEDVIG.
Og sa er der--

EKDAL.
Hys--hys; ikke sig noget endnu.

GREGERS.
Og duer har De ogsa, ser jeg.

EKDAL.
A jo; kunde nok vaere, det, at vi har duer! De har
rugekasserne sine der oppe under tagskaegget, de; for duerne
vil helst ligge hojt, kan De skonne.

HJALMAR.
Det er ikke almindelige duer alle sammen.

EKDAL.
Almindelige! Nej, skulde da vel tro det! Vi har tumlere; og
et par kropduer har vi ogsa. Men kom sa her! Kan De se den
bingen der borte ved vaeggen?

GREGERS.
Ja; hvad bruger De den til?

EKDAL.
Der ligger kaninerne om natten, far.

GREGERS.
Na; sa De har kaniner ogsa?

EKDAL.
Ja, De kan da vel for fanden taenke, at vi har kaniner! Han
spor, om vi har kaniner, du Hjalmar! Hm! Men nu kommer det
rigtige, ser De! Nu kommer det! Flyt dig, Hedvig. Stil Dem
her; sa ja; og se sa der ned,--Ser De ikke der en kurv med
stra i?

GREGERS.
To. Og jeg ser, der ligger en fugl i kurven.

EKDAL.
Hm--"en fugl"--

GREGERS.
Er det ikke en and?

EKDAL (stodt).
Jo, begribeligvis er det en and.

HJALMAR.
Men hvad slags and, tror du?

HEDVIG.
Det er ikke nogen simpel and--

EKDAL.
Hys!

GREGERS.
Og en tyrkisk and er det heller ikke.

EKDAL.
Nej, herr--Werle; det er ikke nogen tyrkisk and; for det
er en vildand.

GREGERS.
Nej, er det virkelig? En vild and?

EKDAL.
Jaha, det er det. Den "fuglen", som De sa',--det er
vildanden, det. Det er vor vildand, far.

HEDVIG.
Min vildand. For jeg ejer den.

GREGERS.
Og den kan leve