HJALMAR.
Sa det kalder du gale veje? A, du forstar ikke, hvorledes en
mand har det, nar han sorger og fortviler;--navnlig en
mand med mit ildfulde gemyt.

GINA.
Nej, nej; kan sa vaere, det. Og jeg regalerer jo slettes ikke
pa det heller; for du blev jo sa inderlig bra' en mand,
straks du havde fat hus og hjem.--Og nu havde vi fat det
sa hyggeligt og koseligt hos os; og nu skulde Hedvig og jeg
ogsa snart begynde at koste lidt pa os bade med mad og med
klae'r.

HJALMAR.
I fortielsens sump, ja.

GINA.
Uf, den vederstyggelige fyren, som skulde fa sin passasje
her i huset!

HJALMAR.
Ogsa jeg syntes, at hjemmet var godt at vaere i. Det var en
vildfarelse. Hvor henter jeg nu den fornodne spaenstighed
fra, til at fore opfindelsen over i virkelighedens verden?
Kanske dor den med mig; og da er det din forgangenhed, Gina,
som har draebt den.

GINA (naer ved at graede).
Nej, du ma da ikke sige noget sligt noget, Ekdal. Jeg, som
alle mine dage bare vilde gore altingen til det bedste for
dig!

HJALMAR.
Jeg spor,--hvad blir der nu af familjeforsorgerens drom?
Nar jeg la der inde pa sofaen og grubled over opfindelsen,
da aned jeg nok, at den vilde sluge min sidste livskraft.
Jeg folte jo nok, at den dag, da jeg havde fat patentet i
mine haender,--den dag vilde bli min--afskedsdag. Og sa
var det min drom, at da skulde du sidde igen som den
hedengangne opfinders velhavende enke.

GINA (torrer tarerne af).
Nej, du ma ikke snakke slig, Ekdal. Vor herre lad mig da
aldrig leve den dag, da jeg skulde sidde som enke!

HJALMAR.
A, det ene som det andet. Nu er jo alt forbi alligevel. Alt!

(Gregers Werle abner varsomt gangdoren og ser ind.)

GREGERS.
Tor jeg komme?

HJALMAR.
Ja; kom.

GREGERS (gar frem med stralende, fornojet ansigt og vil
raekke dem haenderne).
Na, I kaere mennesker--! (ser afveksiende pa dem og hvisker
til Hjalmar): Altsa ikke sket endnu?

HJALMAR (lydeligt).
Det er sket.

GREGERS.
Det er?

HJALMAR.
Jeg har levet den bittreste stund i mit liv.

GREGERS.
Men ogsa den mest loftede, taenker jeg.

HJALMAR.
Na, forelobig har vi det i al fald fra handen.

GINA.
Gud forlade Dem, herr Werle.

GREGERS (i stor forundring).
Men jeg forstar ikke dette.

HJALMAR.
Hvad forstar du ikke?

GREGERS.
Sa stort et opgor,---et opgor, som en hel ny livsforelse
skal grundes pa,--en livsforelse, et samliv, i sandhed og
uden al fortielse--

HJALMAR.
Ja, jeg ved det nok; jeg ved det sa godt.

GREGE