avt anledning til pa naert hold at se,
hvad et sligt aegteskab kan bryde ned i et menneskepar.

HJALMAR.
En man ds hele moralske grundlag kan svigte under hans
fodder; det er det forfaerdelige.

RELLING.
Ja, jeg har jo aldrig sadan egentlig vaeret gift; sa jeg tor
ikke domme om de ting. Men det ved jeg da, at til et
aegteskab horer barnet ogsa. Og barnet skal I la' vaere i
fred.

HJALMAR.
A,--Hedvig! Min stakkers Hedvig!

RELLING.
Ja, Hedvig far I vaers'go' se at holde udenfor. I to er
voksne mennesker; I far i guds navn kluddre og klusse med
jeres forhold, hvis I har lyst til det. Men Hedvig skal I
fare varsomt med, siger jeg; ellers kan I komme til at gore
en ulykke pa hende.

HJALMAR.
En ulykke!

RELLING.
Ja, eller hun kan komme til at gore en ulykke pa sig selv--
og kanske pa andre med.

GINA.
Men hvor kan De da vide sligt, Relling?

HJALMAR.
Der er da vel aldrig nogen naer fare for ojnene?

RELLING.
Dette her har ikke noget med ojnene at skaffe. Men Hedvig er
i en vanskelig alder. Hun kan finde pa alt det, som galt er.

GINA.
Ja taenk,--det gor hun ogsa! Hun er begyndt at hussere sa
stygt med varmen ude i kokkenet. Det kalder hun at lege
ildebrand. Jeg er mangen gang raed, hun skal saette fyr pa
huset.

RELLING.
Ser De bare; jeg vidste det nok.

GREGERS (til Relling).
Men hvorledes forklarer De sadant noget?

RELLING (mut).
Hun er i stemmeskiftningen, far.

HJALMAR.
Sa laenge barnet har mig--! Sa laenge mit hode er oven mulde
--!

(Det banker pa doren.)

GINA.
Hys, Ekdal; der er folk pa gangen, (raber.) Vaer sa god!

(Fru Sorby, i ydertoj, kommer ind.)

FRU SORBY.
God aften!

GINA (gar imod hende).
Nej, er det dig, Berta!

FRU SORBY.
Ja samaend er det mig. Men jeg kommer kanske til ulejlighed?

HJALMAR.
Nej bevar's; et sendebud fra det hus--

FRU SORBY (til Gina).
Oprigtig talt havde jeg habet, jeg ikke skulde traeffe dine
mandfolk hjemme pa denne tid; og sa lob jeg opom for at
snakke lidt med dig og sige dig farvel.

GINA.
Sa? Rejser du da?

FRU SORBY.
Ja, imorgen tidlig;--op til Hojdal. Grossereren er rejst i
eftermiddag. (henkastende til Gregers.) Kan hilse sa meget
fra ham.

GINA.
Nej taenk--!

HJALMAR.
Sa grosserer Werle er rejst? Og nu rejser De efter ham?

FRU SORBY.
Ja hvad siger De til det, Ekdal?

HJALMAR.
Vogt Dem, siger jeg.

GREGERS.
Jeg skal forklare dig det. Min far gifter sig med fru Sorby.

HJALMAR.
Gifter han sig med hende!

G