an da ikke sige, at det er hos grossereren, han er. Det
var jo sonnen, som sendte bud efter ham. (lidt efter.) Vi
har jo ikke noget med den grossereren at gore.

HEDVIG.
Jeg glaeder mig sa umadelig til, at far skal komme hjem. For
han lovte, at han skulde be' fru Sorby om noget godt til
mig.

GINA.
Ja, der vanker samaend nok af gode ting i det huset, kan du
tro.

HEDVIG (tegner fremdeles).
Lidt sulten er jeg naesten ogsa.

(Gamle Ekdal, med papirpakken under armen og en anden pakke
i frakkelommen, kommer ind gennem gangdoren.)

GINA.
Hvor sent bedstefar kommer hjem idag.

EKDAL.
De havde staengt kontoret. Matte vente hos Graberg. Og sa fik
jeg ga igennem--hm.

HEDVIG.
Gav de dig noget nyt at skrive af, bedstefar?

EKDAL.
Hele pakken her. Vil du bare se.

GINA.
Det var jo bra'.

HEDVIG.
Og i lommen har du ogsa en pakke.

EKDAL
Sa? Snak; det er ikke noget. (saetter stokken fra
sig i krogen.) Det blir arbejde for lang tid, dette her,
Gina. (traekker den ene halvdor pa bagvaeggen lidt tilside.)
Hys!
(kikker en stund ind i rummet og skyder atter doren
forsigtigt for.)

He--he! De sover samaend alle i hob. Og hun
Selv har lagt sig i kurven. He--he!

HEDVIG.
Er du viss pa, at hun ikke fryser i den kurven, bedstefar?

EKDAL.
Kan du taenke sligt! Fryser? I alt det stra? (gar mod den
overste dor til venstre). Jeg finder Vel fyrstikker?

GINA.
Fyrstikkerne star pa kommoden.

(Ekdal gar ind i sit vaerelse.)

HEDVIG.
Det var rigtig godt, at bedstefar fik alt det at skrive
igen.

GINA.
Ja, stakkers gamle far; sa tjener han sig da en liden
lommeskilling.

HEDVIG.
Og sa kan han ikke sidde hele formiddagen der nede pa den
faele madam Eriksens restauration.

GINA.
Det ogsa, ja.

(kort taushed.)

HEDVIG.
Tror du, de sidder ved middagsbordet endnu?

GINA.
Vor herre ved; det kan samaend gerne haende, det.

HEDVIG.
Taenk, al den dejlige mad, som far far at spise! Jeg er viss
pa, at han er glad og fornojet, nar han kommer. Tror du ikke
det, mor?

GINA.
Jo; men taenk, om vi nu kunde fortaelle ham, at vi havde fat
vaerelset lejet bort.

HEDVIG.
Men det behoves ikke ikveld.

GINA.
A, det kunde nok komme godt med, du. Og det star jo der til
ingen nytte.

HEDVIG.
Nej, jeg mener, det behoves ikke, for ikveld er far godt
oplagt alligevel. Det er bedre, at vi har det med vaerelset
til en anden gang.

GINA (ser over til hende).
Er du glad, nar du har noget godt at fortaelle far, nar