turligvis er det Gina Hansen.

GREGERS.
--som styred huset for os det sidste ar mor la syg?

HJALMAR.
Ja visst er det sa. Men, kaere ven, jeg ved da bestemt, at
din far skrev dig til, at jeg havde giftet mig.

GREGERS (som har rejst sig).
Ja, det gjorde han rigtignok; men ikke at--(gar om pa
gulvet.) Jo, bi lidt;--kanske dog alligevel--nar jeg
taenker mig om. Men far skriver altid sa kort til mig.
(saetter sig halvt pa stolarmen.) Hor, sig mig, du, Hjalmar--;
dette her er morsomt--; hvorledes gik det til, at du blev
kendt med Gina--med din hustru?

HJALMAR.
Jo, det gik ganske ligefrem. Gina blev jo ikke laenge her i
huset; for her var sa megen forstyrrelse den tid; din mors
sygdom--; alt det kunde ikke Gina sta i, og sa sa' hun op
og flytted. Det var aret for din mor dode,--eller kanske
det var samme ar.

GREGERS.
Det var samme ar. Og jeg var oppe pa vaerket dengang. Men sa
bagefter?

HJALMAR.
Ja, sa bodde Gina hjemme hos sin mor, en madam Hansen, en
svaert flink og straevsom kone, som holdt et lidet
spisekvarter. Og sa havde hun et vaerelse at leje ud ogsa; et
rigtig pent og hyggeligt vaerelse.

GREGERS.
Og det var du kanske sa heldig at komme over?

HJALMAR.
Ja, det var samaend din far, som gav mig anslag pa det. Og
der,--ser du,--der var det egentlig jeg laerte Gina at
kende.

GREGERS.
Og sa blev det til forlovelse?

HJALMAR.
Ja. Unge folk kommer jo sa let til at holde af hinanden--;
hm--

GREGERS (rejser sig og driver lidt om).
Sig mig,--da du var ble't forlovet--var det da, at far lod
dig--; jeg mener,--var det da, at du begyndte at laegge
dig efter fotografering?

HJALMAR.
Ja netop. For jeg vilde jo gjerne komme ivej og saette bo jo
for jo heller. Og sa fandt bade din far og jeg, at dette med
fotografering var det nemmeste. Og det syntes Gina ogsa. Ja,
og sa var der en grund til, ser du; det traf sig sa heldigt,
at Gina havde lagt sig efter at retouchere.

GREGERS.
Det passed da vidunderlig godt sammen.

HJALMAR (fornojet, rejser sig).
Ja, ikke sandt, du? Synes du ikke, at det passed vidunderlig
godt sammen?

GREGERS.
Jo, det ma jeg tilsta. Far har nok naesten vaeret som et slags
forsyn for dig, han.

HJALMAR (bevaeget).
Han svigted ikke sin gamle vens son i traengselens dage. For
han har hjertelag, ser du.

FRU SORBY (kommer ind med grosserer Werle under armen).
Ikke nogen snak, snille grosserer; De skal ikke ga laenger
derinde og stirre pa alle lysene; De har ikke godt af