d!
Men nok om det. Jeg vil betale alt, med fem procent renter.

GINA.
Men, snille Ekdal, det har vi, ved gud, ikke penger til.

HJALMAR.
Vil De sige Deres forlovede, at jeg arbejder ufortrodent pa
min opfindelse. Vil De sige ham, at det, som holder mine
andskraefter oppe under denne anstraengende beskaeftigelse, det
er onsket om at bli' en pinlig gaeldsbyrde kvit. Derfor gor
jeg opfindelsen. Hele udbyttet skal anvendes til at frigore
mig for Deres vordende aegtefaelles pekuniaere udlaeg.

FRU SORBY.
Her er nok sket et eller andet her i huset.

HJALMAR.
Ja, det er det.

FRU SORBY.
Na, sa farvel da. Jeg havde endnu havt lidt at snakke med
dig om, Gina; men det far vaere til en anden gang. Farvel.

(Hjalmar og Gregers hilser stumt; Gina folger fru Sorby til
doren.)

HJALMAR.
Ikke ud over taerskelen, Gina!

(Fru Sorby gar; Gina lukker efter hende.)

HJALMAR.
Se sa, Gregers; nu har jeg da denne trykkende gaeldspost fra
handen.

GREGERS.
Snart i al fald.

HJALMAR.
Jeg tror, min holdning ma kaldes korrekt.

GREGERS.
Du er den mand, jeg altid har holdt dig for.

HJALMAR.
I visse tilfaelde er det umuligt at saette sig ud over de
ideale krav. Som familieforsorger ma jeg jo vri' og vande
mig under det. For du kan tro, det er sandelig ikke spog for
en ubemidlet mand at skulle indfri en mangearig
gaeldsfordring, som der, sa at sige, havde lagt sig
glemselens stov over. Men det far vaere det samme; mennesket
i mig kraever ogsa sin ret.

GREGERS (laegger handen pa hans skulder).
Kaere Hjalmar,--var det sa ikke godt, at jeg kom?

HJALMAR.
Jo.

GREGERS.
At du fik fuld klarhed over alle forhold,--var ikke det
godt?

HJALMAR (lidt utalmodig).
Jo visst var det godt. Men der er en ting, som oprorer min
retfaerdighedsfolelse.

GREGERS.
Og hvad er det for noget?

HJALMAR.
Det er dette her, at--; ja, jeg ved ikke, om jeg tor yttre
mig sa uforbeholdent om din far.

GREGERS.
Tag ikke noget som helst hensyn til mig.

HJALMAR.
Na vel. Jo, ser du, jeg synes, det er noget sa oprorende at
taenke sig til, at nu blir det jo ikke mig, men ham, som
realiserer det sande aegteskab.

GREGERS.
Nej men hvor kan du da sige sligt!

HJALMAR.
Jo visst blir det sa. Din far og fru Sorby indgar jo nu en
aegtepagt, som er bygget pa fuld fortrolighed, bygget pa hel
og ubetinget abenhjertighed fra begge sider; de stikker
ingen ting under stol for hinanden; der er ingen fortielse
bag ved forholdet; der er forkyndt, o