ad tar han sig da til?

RELLING.
Han ligger pa sofaen og snorker.

GINA.
Sa? Ja, Ekdal er svaer til at snorke.

HEDVIG.
Sover han? Kan han sove?

RELLING.
Ja, det lader s'gu' til det.

GREGERS.
Begribelig; efter den sjaelestrid, som har oprevet ham--

GINA.
Og sa han, som aldrig er vant til at svaerme udendors om
naetterne.

HEDVIG.
Det er kanske bra', det, at han far sove, mor.

GINA.
Det taenker jeg ogsa. Men sa er det ikke vaerdt, vi muntrer
ham for tidlig da. Tak skal De ha', Relling. Nu ma jeg forst
fa gjort huset lidt rensligt og pent, og sa--. Kom og hjaelp
mig, Hedvig.

(Gina og Hedvig gar ind i dagligstuen.)

GREGERS (vender sig til Relling).
Kan De forklare mig den andelige rorelse, som nu foregar i
Hjalmar Ekdal?

RELLING.
Jeg har, min sael, ikke maerket, at der foregar nogen andelig
rorelse i ham.

GREGERS.
Hvad! Pa et sligt vendepunkt, da hele hans liv har fat et
nyt grundlag--? Hvor kan De taenke Dem, at en personlighed
som Hjalmar--?

RELLING.
A, personlighed--han! Hvis han nogensinde har havt ansats
til den slags abnormiteter, som De kalder personlighed, sa
er bade rodderne og traevlerne ble't grundigt exstirperet
allerede i guttearene; det kan jeg forsikkre Dem.

GREGERS.
Det skulde dog vaere maerkeligt--med den kaerlighedsfulde
opdragelse, som han har nydt.

RELLING.
Af de to forskruede, hysteriske tante-frokenerne, mener De?

GREGERS.
Jeg vil sige Dem, at det var kvinder, som aldrig la' den
ideale fordring i glemmebogen;--ja, nu skal De vel til at
gore nar igen.

RELLING.
Nej, jeg er ikke oplagt til det. For resten ved jeg god
besked; for han har gulpet op adskillig retorik om disse
sine "tvende sjaelemodre". Men jeg tror ikke, han har stort
at takke dem for. Ekdals ulykke er, at han altid i sin kreds
er ble't holdt for et lys--

GREGERS.
Og det er han kanske ikke? I sindsdybet, mener jeg?

RELLING.
Jeg har aldrig maerket noget til det. At hans far trodde det,
--lad det ga; for gamle lojtnanten har jo vaeret et fae alle
sine dage.

GREGERS.
Han har alle sine dage vaeret en mand med barnesind; det er
det, De ikke skonner.

RELLING.
Ja, ja da! Men da sa den kaere sode Hjalmar var ble't student
pa en made, sa galdt han straks for det store fremtidslys
blandt kammeraterne ogsa. Vakker var han jo, det drog,--
rod og hvid,--slig, som smajomfruer helst vil ha' fyrene;
og da han nu havde dette letrorte gemyttet og dette
hjertevindende i rosten, og da han fo