fra Vejen ind i lange lige
Rader som Morket lukkede. Og ingen Fugl, ingen Sang, ingen Stoj.

Kun Insekterne som stod i store Stimer ud fra Granerne op i Lyset.

De kom igen ud af Skoven.

-Svaert hojtideligt derinde--ikke? brod Bai Tavsheden.

Hen mod Middag var de i Bogeskoven og tog ind i Vogterhuset.

Bai sagde: Det gor godt at raekke sig. Man maa straekke Benene, Huus; og
han gik hen og satte sig til at sove under et Trae.

Huus hjalp til med Udpakningen: De har saa nemme Fingre, Huus, sagde
Katinka. Marie gik til og fra og varmede Krukkerne op i hedt Vand inde
i Kokkenet.

-Det sagde altid min Svigermor, sagde Huus.

-Svigermor....

-Ja, sagde Huus ... min Forlovedes Mor....

Katinka sagde ingenting. Knive og Gafler raslede ud af Papiret, hun
holdt.

-Ja, sagde Huus, jeg har aldrig talt om det: Jeg har vaeret forlovet en
Gang.

-Saa? det vidste jeg ikke.

Katinka lagde Knivene om. Marie kom tilbage.

-Vi kunde gaa ned til Dammen, sagde Huus.

-Ja, naar Marie vil kalde. De gik henad Stien ind i Skoven. Dammen var
en Moseso lidt inde; Traeerne strakte store Kroner ud over det morke
Vand.

De havde ikke talt paa Vejen. Nu sad de paa en Baenk foran Soen ved
Siden af hinanden.

-Nej, sagde Huus, jeg har aldrig faaet talt om det.

Katinka saa' tavs ud over Vandet.

-Det var min Mo'er, sagde han, som saa gerne saa' det ... For
Fremtidens Skyld.

-Ja, sagde Katinka.

-Og saa blev det ... et helt Aar ... til hun gjorde det forbi.

Huus sagde det afbrudt, med lange Pavser, ligesom skamfuldt eller
vredt.

-Det er jo saadan, sagde han igen, med Forlovelse og AEgteskab.

En Fugl slog op i Triller derinde i Skoven. Katinka horte hver Tone i
Stilheden.

-Og saa er man fejg oven i Kobet og bli'r i det, sagde Huus igen.
Rigtig saa inderlig traeg-fejg ... Dag for Dag.

-Jeg blev i det--Tonen var lav--til #hun# gjorde det forbi.

-Fordi #hun# holdt af mig.

Katinka lagde sin Haand sagte kaertegnende ned paa hans, som han
stottede staerkt mod Baenken:

-Stakkels Huus, sagde hun blot.

Og hun sad og klappede hen over Haanden, sagte og mildnende: den
Stakkel, hvad han havde lidt.

De sad saadan, naer hinanden. Middagsheden dalede ned over den lille
Sos Vand. Myg og Fluer summede i Svaerme.

De talte ikke mer. Maries Raaben vaekkede dem.

-De kalder, sagde Katinka.

De rejste sig og gik tavse henad Stien.

-De blev alle saa lystige ved Bordet. Tilsidst drak de gammel
Aalborger-Portvin til