s viste
sig i Kokkendoren og fik en Skaal Kaffe.

Lille-Bentzen kom ud og op paa Bukken ... Han saa' Pastorindens
Ansigt--smaagraedende sad hun og rokkede inde i Stuen foran det
viftende Lys.

De rullede ud af Porten, ned ad Vejen, gennem Morket, i Trav, saa
Pilene paa Hegnet fer forbi dem som dansende Spogelser.

Lars tog fast om Tommerne.

-Baesterne er sky, naar man korer til Dod, sagde han.

De talte ikke mer. Vognlygternes Lys fo'r hen over de urolige Pile.

* * * * *

Bai gik op og ned ude i Forstuen, op og ned langs Vaeggen.

-Er det Dem, er det Dem, sagde han. Hvor hun skriger.

Agnes aabnede Doren til Kontoret. Hun horte Katinka stonne og
Vaagekonens Stemme: Ja, ja, ja, ja.

Marie Pige kom: Doktoren, sagde hun.

-Han er kort efter ham, sagde Agnes.

Hun gik ind. Vaagekonen holdt Katinkas Arme over Hovedet. Traekninger
gik gennem hendes Krop under Taepperne.

-Hold, sagde Vaagekonen.

Agnes tog om hendes Haandled og slap dem igen; hun folte den kolde
Sved.

Den doende slog med de krampekrummede Arme op i Sengegardinet.

-Hold dog, sagde Vaagekonen.

Agnes tog om Armene: Tungen, Tungen, sagde hun.

-En Ske dog, Tungen.

Katinka sank tilbage--der faldt blaahvidt Skum ud over de aabnede
Laeber gennem de sammenbidte Taender.

Marie tabte Skeen og fandt den ikke paa Gulvet og ragede efter en
anden med Lyset.

-Hovedet, sagde Vaagekonen, Hovedet. Marie holdt det, rystende over
hele Kroppen.

-Aa, Josses, aa, min sode Frelser, blev hun ved at sige ... aa Josses
... aa ... min sode Frelser....

Agnes pressede Katinkas Arme ned. Hovedet tilbage, sagde Vaagekonen
... Hun halvt laa og pressede Skeen ind imellem den doendes Taender.

Der stod Skum ud over Skeen: Godt, hviskede Vaagekonen, godt.

Katinka slog Ojnene op. Hun holdt dem paa Agnes, store og angstfulde.

Katinka blev ved at stirre paa hende med det samme Blik.

-Katinka....

Den doende stonnede og sank tilbage. Skeen faldt ud af hendes Mund....

-Hun faar Ro, sagde Vaagekonen.

Katinkas Ojne faldt til. Agnes slap hendes Arme.

De satte sig hver paa sin Side af Sengen, lyttende til hendes Aande,
der kom uregelmaessigt og ganske svagt.

-Hun faar Ro, sagde Vaagekonen....

Den doende blundede hen, stonnende nu og da.

Vognen kom ude paa Vejen. Doren blev slaaet op og man horte Doktorens
Stemme.

Agnes rejste sig og tyssede.

-Hun sover, sagde hun.

Doktoren gik ind og bojede sig over S