nsen skulde spise paa Mollen efter Anstrengelsen. Froken
Helene ommede sig i for smaa Stovler....

Der gik de alle....

Og skyndte sig.

Agnes bojede Hovedet. Hun folte et vredt Ubehag mod dette Smaaliv, som
skyllede videre hjem ad alle Veje.

Der kom nogen bag hende. Det var Lille-Bentzen med en stor AEske.

-Det er en Krans, Froken, sagde han. Jeg vilde hellere bringe den
selv. Den kom med Middagstoget.

Lille-Bentzen tog Kransen ud af AEsken:

-Den er fra Huus, sagde han.

-Fra Huus, sagde Agnes. Hun tog Kransen og saa' paa de halvvisnede
Roser: Hvor den har vaeret smuk.

-Ja, sagde Bentzen. Kon har den vaeret.

De stod lidt. Agnes knaelte halvt ned og lod Kransen glide lempeligt
ned paa Kisten. Rosernes Blade spredtes i Faldet.

Da Agnes vendte sig, stod Lille-Bentzen og graed.

En Karl kom hen til dem.

-Hvis Frokenen--der skulde lukkes....

-Ja, vi kommer.

-Degnen giver mig vel Lov til at vaere her, sagde Agnes.

Agnes og Bentzen gik stille hen ad Vejen. Karlen stod allerede og
ventede ved Porten.

Med Haenderne i Kaabelommerne blev Agnes staaende og saa' paa Karlen,
der lukkede Porten og satte Haengelaas for.

Lille-Bentzen smaasnoftede endnu da han gik med Farvel.

Agnes blev laenge staaende foran den staengte Port.

* * * * *

Bai var meget hos Abels.

Fru Abel kunde ikke udholde den Tanke, at han sad dernede, alene, i de
ode Stuer ... naar man selv kan sidde ved en hyggelig Lampe, sagde Fru
Abel.

Hun og hendes Louise-AEldst hentede ham efter Otte-Toget.

-Blot hjem om Lampen, sagde Fru Abel.

Louise-AEldst var ganske som hjemme paa Stationen. Hum maatte vande
Blomsterne i en Fart, for de gik.

Fru Abel stod hos.

-De var hendes Yndlinge, den kaere, sagde hun mildt.

Den kaere var Katinka.

-Men Amplen, sagde Louise-AEldst. Den torster ogsaa. Hun nikkede til
Amplen.

Bai maatte holde paa Stolen, naar Louise-AEldst vandede Amplen. Hun
stod paa Taeerne med Vandkanden og viste sin Skonhed.

-Hun glemmer ikke noget, sagde Fru Abel. Amplen fik Vand, saa det
pladrede paa Gulvet.

-Marie torrer vel op, sagde Louise-AEldst skarpt ud i Kokkenet. Hun
stod altid et Sekund i Spisekammerdoren og "oversaa". Louise-AEldst
havde saa hurtige Fingre, naar der var gemt en sod Levning paa en
Asjet.

De gik hjem om Lampen.

Louise-AEldst skaenkede The i hvidt Forklaede.

Paa Ida-Yngst maatte der kaldes og kaldes.

-Hun skriver, sagde Enkefruen i