ed sin AEldste.

-Ja, jeg folte dog Trang til selv at sige det til vor Sjaelesorger.
Enkefru Abel brugte igen sit Lommetorklaede: I saadan alvorlige
Ojeblikke, sagde hun.

Gamle Pastor slog sig paa Maven af Fornojelse. Jordbaerlikoren kom paa
Bordet med Smaakager. Fru Linde sad i Sofaen med Fru Abel, for at faa
at vide, hvordan det var "blevet". Det var "blevet" i et Lysthus ...
ved Stranden....

Gamle Pastor drak med Louise-AEldst.

-Naa, naa, man ved, hvordan det gaar, naar der forst er gaaet Hul ...
Der kommer Bevaegelse i Tingene, sagde gamle Pastor.

-Hr. Pastor, Tanken om, at man skulde miste dem begge--min sidste ...
Enkefruen fik et Anfald af frygtsom Omhed mod sin sidste.

Den sidste var saa kaelen som et lille Fol i Anledning af Dagen.

-Saa kan hun saamaen endnu blive et rigtig rart Menneske, sagde Fru
Linde, hun satte Kagetallerkenerne sammen, da de var gaaet. Der er dog
god Bund i dem, Linde.

-Himlen ved, hvad Agnes vil sige....

Agnes var i Skoven med nogen Ungdom.

-Naa, saa Gud vaere lovet da, sagde hun ved Hjemkomsten, da hun horte
det.

-Gud forbarme sig, de knuser jo det lille Mandfolk, sagde Agnes, hun
stod ved Perronlaagen og saa' efter Familjen Abel, der havde hentet
Svigerson.

Det lille Mandfolk floj rundt mellem Medlemmerne Abel, saa hjaelpelos
som en Bonne i en Kvaern.

-Naa, sagde Agnes: paa ham ser man da, at han har Vand i Hovedet.

Hun tog Katinka om Livet, og de gik ind i Haven.

-Ja, sagde hun og lukkede Laagen: nu er de "lokkelige".

De satte sig under Hylden. Pludselig sagde Agnes:

-Nu rejser jeg ... I naeste Uge. Jeg har sagt det hjemme.

-Dette her er jo ikke til at holde ud. Agnes rev de paa Bordet
nedfaldne Blade i smaa Stykker. En Gang maa det vel ta'e en Ende.

Katinka sad og stirrede ud i Rummet: Tror De, Agnes, man rejser bort
fra sine Sorger, sagde hun stille.

-Man faar jo ogsaa Arbejde ... Laererinde-Proven. Der er jo ikke andet
... For at saette sig bag et Glasvindu paa et Posthus er dog for
morsomt ... og til noget alvorligt er det for sent.

Katinka nikkede: Ja, sagde hun. Det er #det#.

-Hm, sagde Agnes, saa mange Chancer har vi "Kvinder" egenlig ikke; de
forste fem og tyve Aar af vor Tilvaerelse danser vi rundt og venter paa
at blive gift--og de sidste fem og tyve sidder vi hen og venter paa at
blive begravet....

Agnes satte Albuerne paa Bordet og stottede Hovedet i Haenderne.

-Dejligt, sagde hun ud i Luften.

Pludselig holdt hun Haen