gde hun, det er mig.

Agnes gik hen og tog Katinkas Haender. Hun lagde sig paa Knae ned ved
hendes Seng.

-Dejlige Kone, sagde Agnes og kaempede for ikke at graede.

Hun kom hver Eftermiddag og sad hos Katinka til Aften.

De talte ikke meget. Katinka blundede og Agnes lod Sytojet synke ned
i sit Skod og saa' paa det stakkels Ansigt paa Puden. Det svage
Aandedrag peb i Katinkas Bryst.

Katinka rorte sig, og hun tog atter Sytojet og forte Naalen ud og ind.

Katinka laa vaagen. Hun var saa mat, hun kunde ikke tale. Hosten kom
og rystede hende; hun fo'r op i Sengen, det var, som hun skulde slides
sonder.

Agnes stottede hende. Katinka var vaad af den kolde Sved.

-Tak, sagde hun, Tak.

Hun faldt hen igen og laa stille. Inde fra Sengeomhaenget saa' hun paa
Agnes' Ansigt, saa rundt og staerkt, og Haenderne, der gik saa resolut
over Sytojet.

-Agnes, sagde hun: Vil De ikke spille lidt?

-De skulde sove, sagde Agnes. Aa nej. Spil lidt.

Agnes rejste sig og gik ind til Klaveret. Hun spillede halvdaempet
Melodi efter Melodi.

Katinka laa stille med Haenderne paa Taeppet.

-Agnes, sagde hun: Syng den ... vil De ikke. Det var Sangen om
Sorrent. Agnes sang den med sin morke Altrost.

Hvor den hoie og dunkle Pinie
Laaner Skygge til Bondens Vigne,
Hvor ved Golfen Orangelunden
Dufter liflig i Aftenstunden;
Hvor ved Stranden Baaden gynger;
Hvor i Byen glade Klynger
Gaar i Dansen mens de synger,
Synger hojt Madonnas Pris.
Aldrig, aldrig, jeg forgjetter
Disse Dale, disse Sletter,
Disse maaneklare Naetter,
Napoli--dit Paradis.

Hun blev siddende lidt ved Klaveret. Saa rejste hun sig og gik ind i
Sovekamret.

-Tak, sagde Katinka.

Hun laa lidt.

-Ja, sagde hun ganske sagte. Hvor Livet kunde vaere smukt.

Agnes lagde sig ned ved Sengen. De laa stille, begge to, i Morket.
Katinkas Haand gled hen over Agnes' Haar.

-Agnes, sagde hun. Der skal ikke--tales over mig....

-Katinka dog....

-Bare bedes, sagde hun.

Hun tav igen. Agnes graed sagte. Katinka blev ved at boje smaa Lokker
af hendes Haar ind mellem sine Fingre.

-Men der er, hun talte ganske sagte og ligesom frygtsomt og Haanden
faldt bort fra Agnes Haar: en Salme--som--

-Som jeg saa gaerne vilde ha'e sunget ... ved min Grav....

Hun hviskede naesten uhorligt. Agnes laa med Hovedet ned i Puden.

-Bryllupssalmen, sagde Katinka ganske sagte, som et Barn, der ikke tor
bede.

Graaden rystede Agnes,