e hun ikke se dem straks.

Agnes floj i hende med Velkomst som en stor Hund, saa hun naer var
faldet over Ende; og hele Praestegaardsselskabet kom ind til Chokolade
og der blev daekket op i Haven under Hylden, og de blev alle lige til
Otte-Toget.

Toget bruste afsted, og de var atter borte,--man horte dem stoje henad
Vejen--; Peter Banekarl havde faaet Maelkespandene bort, og Katinka sad
alene paa Perronen.

-Ja, sagde Bai fra Vinduet: fra Huus skal jeg da hilse....

Tak.

-Hm, hvor Dagene bliver korte ... Og Satan til kold Vind....

-Du skulde dog komme ind....

-Ja, jeg kommer.

Bai lukkede Vinduet.

Stojen af Praestegaardsfolkene dode bort. Alt var stille og ode.

Katinka blev siddende foran de tavse og skumrende Marker. Her skulde
hun nu leve.

* * * * *

Ida-Yngst havde jo skrevet det i alle sine Breve den sidste Maaned.
Men Fru Abel turde ikke haabe. Hendes Ida-Yngst var saa sangvinsk.

Nu satte hun sig med Brevet i Haanden ved Siden af Komfuret paa den
vaade Karklud og skraalte.

Louise-AEldst var gaaet Tur for at finde Champignons omkring
Doktorboligen. Da hun kom hjem, sad Enkefruen endnu paa sin Kokkenstol
og rokkede.

-Hva' er 'et, sagde Louise-AEldst, hun syntes Moderen sad og saa' saa
underlig ud.

-Ida, min Yngste, begyndte Enkefruen at hyle.

-Vrovl, sagde Louise-AEldst. Moderen rakte hende Brevet med en Gestus
som Heltemodrene i Tragedien.

Louise-AEldst laeste koldsindigt. Det er jo rart, sagde hun ... for
hende.

-Hun har jo haft en hel Sommer.

Louise-AEldst gik ind og hamrede paa Klaver. Saa, som hun vel sad,
brolte ogsaa hun med Hovedet ned over Tangenterne.

-Du vil vel gratulere, sagde hun pludselig bedst som hun hulkede.

-Hva' si'er du?

-Jeg si'er, du skal vel gratulere, sagde Louise-AEldst og torte Ojne.
Hun begyndte at foje sig efter den nyskabte Situation.

-Ja, min Pige, sagde Enkefruen mat.

-Jeg kan jo bringe Depeschen ned. Jeg gaar ind om i Praestegaarden ...
Du til Jensen og Mollerens ... Louise-AEldst ordnede Felttoget. Hun
forstod, hun var ialfald Svigerinden.

Hun var barnlig og raabte "Leve Postvaesenet", da hun lob bort fra
Stationen--og svingede med sin Parasol.

Han var ved Postvaesenet.

Enkefruen gik lykkelig fra Jensen til Mollerens og graed over, at hun
skulde miste sin Due:

-Joakim Barner--af de adelige Barner, sagde Enkefruen. Han er
beskaeftiget ved Postvaesenet.

I Praestegaarden modtes Enkefruen m