ille i sit Liv; stille vilde hun bringes til den
sidste Ro. Gud Herren, som kender Sine, gav hende et Liv i Lykke hos
en god Husbond; han gav hende en Dod i Fred af sin hellige Aand. Han
modtage hendes Sjael, han, som ene kender Hjerter og Nyrer; han skaenke
sin Trost, den ene Troster--til dem, som nu sorger.

Amen.

Gamle Linde tav. Der var ganske tyst.

Ligbaererne kom frem med Degnen og Lille-Jensen, som rev Kransene af
Kisten.

Og de saa' alle, staaende op i Stolene, efter Kisten, som blev baaret
ud under Sang.

Det er saa yndigt at folges ad
For to som gerne vil sammen vaere.
Da er med Glaeden man dobbelt glad,
Og halvt om Sorgen saa tung at baere.
Ja det er Gammen,
:|: At rejse sammen :|:
Naar Fjederhammen
:|: Er Kaerlighed. :|:

Agnes blev ved at se efter Kisten. Dorene var slaaet vidt op ud mod
den lyse Dag.

Er Kaerlighed....

De kom hen til Graven. Det gik i Bakke og Dal for Ligbaererne med
Kisten, Touget slap for Graverkarlen og faldt ned i Graven.

Alle stod og ventede til man fik fat i Tougenden og fik Rebet kastet
rundt om Kisten....

Bai tog om en Busk, som vilde han knaekke den: Touget snaerede, mens
Kisten blev skubbet ud og sank.

Agnes havde lukket Ojnene.

Det er vemodigt at skilles ad
For dem som gerne vil sammen vaere,
Men Gud ske Lov: i vor Herres Stad
For evigt samles de Hjertenskaere.
Ja--det er Gammen
:|: At leve sammen :|:
Hvor Arneflammen
:|: Er Kaerlighed. :|:

-Naa--naa--naa, Svoger, de to Fodposer stottede Bai, som hulkede.

Sangen dode hen. Der var stille, ingen Lyd; ingen Vind over de
blottede Hoveder.

Tungt faldt Sandet fra gamle Lindes rystende Haender.

Fadervor--du, som er i Himlen.

Det var forbi. De to Herrer med Fodposerne trykkede Haender og takkede
for "den store Deltagelse".

Fru Abel standsede dem ved Laagen. Hun havde sit lille Bord beredt for
Bai og hans Svogre:

-I al Tarvelighed--at De ikke sidder ene....

Fru Abel torrede sine Ojne:

-Man ved, hvad det er at miste, sagde hun.

Svaermen var borte.

Agnes stod alene ved Graven. Hun saa' ned paa Kisten med dens Kranse,
plettede af Sandet....

Og hun stirrede frem over Vejene, hvor alle Folk gik hjem til Livet
igen.

Det var Bai mellem de to sorgeslorede Damer--de lange Slor--og de to
Herrer med Fodposerne ... det var Katinkas Brodre ... som havde takket
paa Familjens Vegne--

Lille-Je