over Markerne, langs
Praestegaardens Have; man maatte gaa en for en.

Katinka gik langsomt bag efter Bai.

-Godnat, lod det over til dem. Gamle Linde var kommet op paa sin Hoj.
Han var med Lommetorklaede.

-Godnat, Hr. Pastor.

-Godnat.

De gik videre over Marken. Ved Praestens "Godnat" var Taarerne
pludselig sprunget frem af Katinkas Ojne, og hun blev ved at graede
stille. Hun vendte sig om to Gange og saa' tilbage mod Linde paa hans
Hoj.

-Kommer du? sagte Bai.

De kom hjem.

Og Bai saa' til Sporet og puslede snakkende rundt og kom til Ro; og
hun gik og gjorde alt det daglige, daekkede Moblerne til og vandede
Blomsterne og lukkede.

Det var altsammen som gennem et Slor, i Dromme.

Hun stod op den naeste Dag og hun tog fat paa alt det vante; Ti-Toget
kom og gik og hun sad ved Vinduet foran Markerne, der laa som igaar.

Hun talte, blev dagligdags spurgt og gav dagligdags Svar. Hun var ude
i Kokkenet for at hjaelpe Marie Pige.

Vinduer og Dore stod aabne. Ovre fra Annekset begyndte Klokkerne at
ringe.

Marie Pige var midt i en lang Snak, da Fruen sagde:

-Jeg gaar i Kirke.

Og borte var hun, for Marie fik svaret.

Naesten som Fruen #lob# henover de solhede Marker.

V.

Et Par Dage efter rejste Katinka "hjem".

Hendes ene Broder havde en Kobmandsforretning i hendes Fodeby; hos ham
boede hun; de andre Brodre havde alle Vinde spredt.

Svigerinden var en rar lille Kone, som bragte Barn til Verden hvert
Aar og trimlede halv genert og fortrykt rundt i sit evige Svangerskab.
Hun var blevet meget magelig og en Del fordummet. Hun kom jo ikke til
stort mer end til at fode og amme.

I Huset var der altid en af Stuerne, hvor man ikke var naaet til at
faa Gardinerne op. De laa renstivede og ventede spredte over alle
Stole. Vasket blev der altid om de mange Smaa; der var Smaasnore
allevegne med Linned og Sokker. Maden til Maaltiderne blev aldrig
faerdig i rette Tid, og der var altid for faa Tallerkener, naar man
endelig kom tilbords.

-Lille Mi og Mo'er spiser sammen, sagde den lille Kone.

Dorene klaprede uafladelig, og hver halve Time horte man et Hvin som
af stukne Grise gennem Huset. Det var en af de Smaa, som faldt ned et
eller andet Sted i Krogene. De havde altid Buler for og bag.

-Naa, sagde Broderen. Nu igen--

-Ja, hvad skal jeg gore, Kristoffer, sagde den lille Kone.

Hun sagde altid: Ja, hvad skal jeg gore, Kristoffer; og saa' hjaelpelos
ud.

Lidt efter lidt kom der med Katink