il Holland og Belgien, skrev
han--paa et Stipendium kan du taenke dig, og vilde sende en
Stedfortraeder, og denne Stedfortraeder kom igaar. Kiaer bander og jeg
var ogsaa ked af det, nu, vi havde vaennet os saa godt til den
Torvetriller.

Brevet laa opslaaet foran Katinka paa Bordet. Og hun havde laest det
igen og igen: Hun havde ikke vidst, at hun dog haabede. Men hun
#havde# troet, det var altsammen kun en Drom: et #Under# maatte ske.
Men hun #maatte# se ham igen, og han vilde ikke rejse.

Og nu #var# han dog rejst. Rejst og borte.

Broderbornene snadrede om hende ved deres Maelkebrodskopper:

-Tante, Tante Tik!

Den naestmindste faldt ned af Stolen og brolede.

-Jesus, dog, faldt Emil, sagde den lille Kone.

Katinka loftede Emil op og torrede hans Ansigt, og, uden selv at vide
det, vendte hun tilbage til sit Brev.

Rejst og borte.

Men nu vilde hun hjem, vaere hos sig selv og ikke blandt disse
#fremmede# Mennesker.

Idetmindste vilde hun hjem.

* * * * *

Det var den sidste Eftermiddag, hun var der. Barnepigen var draget i
Plantagen med Flokken.

Katinka og Svigerinden sad alene i Stuen. Svigerinden rugede over sit
Bornetoj.

Saa lagde, midt som de sad, den lille Kone Hovedet ned over Syaesken og
hulkede.

-Men Marie, sagde Katinka, men Marie dog....

Hun rejste sig og gik hen til Svigerinden. Hvad er der dog, Marie,
sagde hun.

Den lille Kone blev ved at hulke ned i sin Syaeske.

Katinka tog hende om Hovedet og talte stille til hende. Men Marie
dog--Marie dog.

Den lille Kone loftede Ansigtet op: Ja, sagde hun, nu rejser du....

-Og du var saa god ved mig ... Hun hulkede og lagde igen Hovedet ned
over Syaesken. Saa god ved mig ... Jeg som altid gaar i #dette# her....

-Altid....

Katinka var rort; hun knaelede ned paa Gulvet foran den lille Kone og
tog hendes Haender: Men, Marie, sagde hun, det bli'r jo anderledes.

-Ja--og den lille Kone blev ved at graede med Hovedet ind til
hende--naar jeg er blevet gammel en Gang, eller naar man doer....

Katinka losnede hendes Haender fra Ansigtet og vilde tale.

Men saa saa' hun Svigerindens Barneansigt, der var vaadt af Taarerne,
og den stakkels lille vanskabte Figur; og stille gik hun tilbage til
sin Plads, mens den lille Kone blev ved at graede.

Om Aftenen gik Katinka op paa Kirkegaarden. Hun vilde sige Farvel til
Foraeldrenes Grav.

Hun modte Thora. Hun havde bragt en Krans op til sin Moders Grav; det
var