un.

-Det var en Mand med Koste.

-Hun kommer aldrig, sagde Katinka.

-Vi faar dig syg igen, sagde Bai.

Hun laa stille, og ringede og talte ikke mer. Saa horte hun Marie gaa
med Kontordoren og blev liggende, med bankende Hjerte under Taeppet,
uden at sporge.

-Hvad sagde han? sagde Bai derude.

-Ja, en halv Timestid i Middagstiden, sagde Marie, naar Solen
skinnede.

-Sover Fruen?

-Jeg tror det....

Marie listede ind. Katinka blev liggende lidt:

-Er det Dem, sagde hun.

-Ja, Fruen ku' gerne komme lidt op og sidde i Solen, sagde han, ved
Middagstid....

Katinka svarede ikke straks. Saa tog hun Maries Haand:

-Tak, sagde hun. De er saa god, Marie.

-Hvor Fruens Haand braender....

Katinka havde Feber om Natten; hun laa med skinnende Ojne og sov ikke.
Men hun vaekkede forst Marie henimod Morgen.

-Det bli'r klart, sagde hun.

-Se efter Vejret, sagde hun.

-Se ud af Kokkendoren, sagde Katinka fra Sengen. Der kommer altid
Skyerne.

Der var ogsaa klart fra Kokkendoren.

* * * * *

-Jeg kan godt selv, jeg kan godt selv, sagde Katinka. Hun stottede sig
langs Vaeggene i Gangen, hen til Perrondoren.

-Hvor det er varmt, sagde hun.

-Nu kommer Trappen ... Saa--det gik....

Det var tungt at gaa paa Gruset. Hun lagde Armene op om Maries
Skulder: Man er saa tung i Hovedet, sagde hun.

Hun standsede ved hvert tredje Skridt og saa' ud over Markerne og over
mod Skoven. Det var som Solen lagde Lys paa hvert eneste broget Blad.

Katinka vilde hen til Perronlaagen. Hun stod lidt og laenede sig:

-Hvor den er smuk, sagde hun, vores lille Skov.

Katinka saa' langt hen ad den solbelyste Vej: Der omme staar
Milestenen sagde hun.

Hun vendte Hovedet og saa' ud over Markerne og Engene og den lyse
Himmel:

-Ja, sagde hun, Stemmen lod ganske sagte, her er saa smukt....

Marie gik og torte Ojne, naar Fruen ikke saa' det....

-Men hvor Bladene falder, sagde Katinka. Hun vendte sig og gik et Par
Skridt alene.

De kom ind i Haven.

Katinka talte ikke mer. De kom ned om Plaenen til Lysthuset.

-Hylden, sagde hun blot.

-Her maa jeg sidde, sagde hun. Marie lagde Taepperne om hende, og
sammenfalden saa' hun tavs ud i den sollyse Have.

Kirsebaertraeernes Blade laa gule over Plaenen; et Par smaa Roser
blomstrede endnu.

Marie vilde plukke dem.

-Nej, sagde Katinka: det er Synd--lad dem sidde. Hun sad igen. Hendes
Laeber bevaegede sig, ligesom om hun hviskede.

-Her