d hjem, og de kom paa Vognen.
Bai vilde kore Hestene og sad paa forreste Saede med Marie, som var saa
stivet, at det knitrede, bare hun rorte sig.

Katinka saa' ud som en ung Pige med sin store, hvide Solhat.

-Saa kommer der Mad fra Kroen, sagde Katinka til Lille-Bentzen.

-Nu kor' vi, sagde Bai. Lille-Bentzen lob ind i Haven og viftede og
vinkede.

De korte et Stykke henad en Bivej gennem Markerne. Det var koligt
endnu, en munter Sommervind; Kloveren og det fugtige Graes duftede.

-Hvor det er frisk, sagde Katinka.

-Ja, en dejlig Morgen, sagde Huus.

-Dejlig Luft, der vifter. Bai slog lidt til Hestene.

De rullede ud paa Chausseen forbi Kiaers Jorder. Rogterhuset stod paa
sine Hjul midt imellem Kvaeget. En Rogterhund halsede langt borte ud
efter noget Kvaeg; de store Koer loftede de tykke Halse og brolte dorsk
og maet.

Katinka saa' ud over den gronne Mark med det spredte og glinsende Kvaeg
belyst af Solen.

-Hvor det er kont, sagde hun.

-Ja--#ikke?# sagde Huus og vendte Hovedet om imod hende. Kont er
det....

De begyndte at tale, Katinka og han. De saa' og glaedede sig over de
samme Ting. De havde altid Ojnene lige paa det samme. Og saa nikkede
enten han eller Katinka.

Bai snakkede med Baesterne som en gammel Kavallerist.

Der var ikke gaaet en Time, for han begyndte at tale om at "faa no'et
i Livet".

-Morgenstunden taerer, du, Tik, sagde han. Man maa s'gu ha'e noget at
staa imod med....

Katinka kunde virkelig ikke pakke ud nu--og hvor skulde de ogsaa
sidde?

Men Bai holdt ikke op, og de gjorde Holdt ud for en Mark, hvor Rugen
var sat i Stak.

De fik en af Kurvene af Vognen, og satte sig i en Stak taet ved
Groften.

Bai spiste, som havde han ikke set Mad i otte Dage.

-Skaal, Huus, sagde han. Godt Selskab.

De snakkede og bod rundt af Krukkerne og spiste.

-Det glider dog, Tik, sagde Bai.

Folk kom forbi paa Vejen og skaevede til dem.

-Velbekomme til Maden, sagde de og gik videre.

-Skaal, Huus, god Fornojelse.

-Tak, Fru Bai.

-Det styrkede, sagde Bai. De var paa Vognen igen. Men hed er hun, hva'
Marie?

-Ja, sagde Marie, hun glinsede. Hed er 'en.

-Nu naar vi snart Skoven, sagde Huus.

De korte frem. Derude laa Skovkanten, blaasvobt i Varmen.

-Maerk, hvor Granerne dufter, sagde Katinka.

De naaede Skovbrynet, og taette Graner kastede Skygge langt hen over
Vejen. De aandede op alle sammen, men de talte ikke, mens de korte
langsomt hen gennem Skoven. Granerne stod