s vel med.

Selv derude over Markerne, hvor Horisonten lukker sig, selv der maa vi
vide, at Livet fortsaettes og at der leves--en rullende Vogn, en Hund,
der goer, en Sang, der hores fjernt, maa fortaelle det og minde os
derom.

Vi maa, for at denne Skole kan illudere som Liv, fole Egnen, hvor den
ligger: vi maa _befolke_ Oen Als. Har Skolens Korsvej ikke
Vejfarende--korer ikke de hundrede Vogne den forbi til hundrede Hjem
og hundrede Liv?

Nu vel--vi maa fole disse Vejfarende. Deres Kommen, Gaaen, Sporgsmaal,
Hilsner, Svar--ogsaa de er Del af Skolens Tilvaerelse og maa med.

Hvor kan da i al denne Bevaegelse Uroen undgaaes? Maler ikke tvertimod
just Uroen al den evige Bevaegelighed, man vil? Og dette: at Laeseren
ikke "kan huske det ene for det andet"--hvad gor det, naar det store
Helhedsindtryk kun kunde lofte sig med store Linjer frem af den Uro,
hvoraf det er skabt.

Kun Mangfoldighed og Bevaegelse kan for mig give Billedet af Liv. De er
mine Midler, som jeg ikke kan opgive. Forhaabenlig kan jeg endnu gore
Fremskridt i disse Midlers Benyttelse. Men tusindfoldige er
Vanskelighederne ved en Kunst, som ser Livet stift i Ojnene, og hvis
store, hvis fjerne AErgerrighed er den at faeste dette levende, dette
ubegribelige og ubegrebne, dette bestandig forandrede Liv.

* * * * *

Du bad mig, Moder, at jeg skulde se til, at de ikke helt skulde glemme
dig.

Nu er min Ungdom forbi, og alt, hvad jeg i ti Aar skrev, skrev for at
leve og skrev for at skrive, synes mig tidt at ligge for mig saa
uendelig fjernt og saa uendelig klart.

To stredes--og Striden vil vel aldrig ende ganske--i alle disse Ord:
min gamle Slaegt og du, der kom i den, ny og fremmed. Du bar dens Navn
med begejstret Hengivenhed. Du elskede den som jeg. I et Hundredaar
havde den fostret Statsmaend, Landet ikke vil glemme, beromte Laeger,
som Generation efter Generation var de storste og folkekaereste i
Norden.

Men siden blev dens Sonner Praester, fordi de besvimede ved at se Blod,
og uvirksomme Orkeslose, hvis tomme Hjerner maatte kunstig ildnes.

_Du_ fortalte mig ofte om vor Slaegts Haeder. En af dens store Laeger
efterlod mig Fortaellingen om alle dens Vildfarelser og dens Sygdomme:
Han vilde tvinde--til Belaering--sine Traade i Slaegtshistorien.

Min Slaegt i mig skrev vel i min Ungdom meget--meget.

Men ogsaa du, Mo'er, skrev _dit_.

Stella Hoeg og Nina og Froken Agnes og Fru Katinka--det er dit Blod.
Deres