Relief.

Det er dog ingenlunde _saa_.

Jeg ved saare vel, at den Tydelighed, Erindringerne har for mig, slet
ikke vedkommer Laeseren. Han dommer Kunstvaerket kun af disse samme
Minders Evne til gennem Vaerket at paavirke og overbevise ham.

Det er maaske endogsaa saare uklogt paa en Maade at pille en Bog op
for at vise, hvad der er indeni og bagved. Ethvert Stykke Kunst bor
helst staa frit og tale for sig selv.

Men Tingen er, at jeg tror, det vilde vaere interessant for Psykologen
og mere oplysende for Kunstens Vaesen end visse nylig atter fornyede
aestetiske Diskussioner--_om_ Forfatterne en og anden Gang oplyste om
deres Arbejdes Fodsel og Veje og sogte at kontrollere de Hjernens
Processer, som ledsager deres Frembringen.

Maaske vilde man saaledes faa mer end et Vink, der taendte hastige og
fjerne Lys inde i Sjaelelivets Halvmorke.

* * * * *

Baade Kritik og Publikum klagede i "Stuk" over Fremstillingens
ulidelige Uro og den traengselslignende Skare af Personer. Jeg har i
denne Fortaelling sogt at mindske Uroen og indskraenke Personantallet.

Men hvorvidt det er lykkedes mig, ved jeg lidet om. Denne Uro og
Mangfoldighed bunder, tror jeg, i det Syn, ingen kan forandre. Jeg ser
nu en Gang saaledes. Jeg ser mine Personer kun i Billede efter Billede
og kun i Situation efter Situation horer jeg dem tale. Jeg maa ofte
bie i Timer, for de ved et Blik, en Bevaegelse, et Ord forraader mig
deres virkelige Tanker, som jeg jo kun kan gaette ligesom jeg gaetter
andre levende Menneskers--deres, som jeg omgaaes og kender.

Hvis jeg da ikke anstraenger mig for at gore den ene og korte
Situation, hvori jeg ser dem, Bevaegelsen, den lille Bevaegelse, hvori
de forraader sig, Tonen af Ordene, hvori de blotter sig, gore det
altsammen saa _levende_, lyslevende som Livet selv--hvor kan jeg da
haabe at overbevise?

At gore "levende" er da den tunge--og sikkert ofte
mislykkede--Bestraebelse.

Men det Levende er jo Bevaegelse og Mangfoldighed.

Mangfoldighed maa der blive. Husk at man kan ikke, naar man nu vil
skildre denne Skole, hvori Tine boer, rive den ud af sit Naboskab.
Naboernes Stemmer traenger ind ad dens Vinduer, gennem dens Dore. Deres
_Liv_ blander sig med Skolens Liv.

Som en Sten, der kastes i Vand, sender Skolens Skaebner Donninger frem
over Pladsen baade til Kroen og til Smedjen, og deres Begivenheder
atter Donninger tilbage, saa for at forstaa Skolens Liv maa Kroens og
Smedjen