t paa
Grund af de nye Munddele:

-Ja ... vi havde Laese-Torsdag ifjor ... Vi og Madsens, du ved, de unge
Folk, og Doktor Sorensens ... skiftede hos hinanden ...

-Ja--det har jo Tante fortalt, sagde Fruen.

-Men efter Nytaar, du, spillede vi Boston, sagde Tanten.

Erhard rommede sig og saa' paa Berg. Lille Gerster led i det hele af
den Sygdom stadig at genere sig, naar der var Venner af ham sammen med
hans Familie; _saa_ paa den ene Parts Vegne og _saa_ paa den anden.
_Selv_ gav han ikke Anstod. Han sad mest stille paa sin Stol. og saa'
underlig umyndig ud, med et Par artige Ojne.

Lange var ogsaa gaaet over til Literatur og talte meget indgaaende om
Zola: Satan til Ka'l. sagde han. Satan til Ka'l. Lange kradsede sig i
Hovedet: Han ved, hvad det kommer an paa: at ta'e Sanserne; sagde han,
_det_ er det.

Han bojede Manken helt ind til Professoren og blinkede: der var altid
saadan en inderlig Fortrolighed over Lange, naar han bredte sig paa et
Yndlingsemne:

-Ham lugter man saagu, sagde han og snoftede let.

-Ja--Professoren laeste desvaerre kun Revue des deux Mondes
i--"Laeseforeningen"...

Salen var naesten blevet tom, alle var brudt op til Fyrvaerkeriet. Lange
og Berg tog Afsked, Tanten var allerede kommet midt ud paa Gulvet for
at binde Kjolen op med et Gummibaand og komme afsted. Fru Donnergaard,
fodt Gerster, havde ikke set Fyrvaerkeri siden Kronprinsens Bryllup, da
Amtsraadet lod braende et af paa "Slotsbjerget"...

-Rigtig kont var'et, Jette--isaer i Vandet ... Men der er ogsaa dejligt
ved Soen ... Det er dog det dejligste Sted, Jette.

-Men lad mig dog holde, Jette--lad mig dog holde, sagde Fru
Donnergaard til Fru Gerster, der tog Overstykket paa. Hun var saa
ivrig for at de alle skulde rejse sig og komme afsted, som om hun
aldrig havde nikket over en Tallerken med Melon.

Og tilsidst blev de da endelig faerdige, mens Lange og Berg bukkede i
Doren.

* * * * *

Da Lange og Berg kom ud paa Verandaen forbi Bankherrerne, hvoraf nogle
stod barho'dede og stak Naesen op i Luften, horte de allerede den
susende Knitren af Fyrvaerkeriet, og lige foran dem, over Maengdens
mangfoldige Nakker, saa' de Bagsiden af en snurrende Sol, der kastede
et rodt Skaer, som en halvt udfoldet baskende Vinge, gennem Rog og
Gnister, for den slukkedes.

Lange istemte Maengdens lange "Aa--aa", da de sidste Gnister faldt.
Rundt om dem laa nogle Ojeblikke kun et vidt Morke, fyldt af Maengdens
M