umlen som af en Susen, op mod den stille, lyse Basar. Midt i Morket
lob de smaa Lys af Fyrvaerkernes Lygter og kastede hoppende Skaer over
Fyrvaerkeriets store Galgen-Skeletter.

Numer fulgte paa Numer. Smaaflammer sprang op ad Fyrvaerkeriets
Stilladser og taendte--rodt, gult og gront--regnbuefarvet urolig Ild.
Og paa den anden Side af Plaenen saa' man pludselig de tusinde, sagte
bolgende Ansigter i Skaer af de skiftende Flammer, helt op til Basarens
rolige Lysbuer.

En Regn af "Svaermere" var det sidste Numer.

Der lod nogle Knald, og i samme Nu skod hundrede Ildslanger sig op i
Kreds, bojende i skonne Rundinger mod hinanden de lange Halse; og som
om de udspyede dem, faldt utallige Perler, store, som lyse Kloder ned
gennem Rummet og brodes med Knald--smaa plaffende Knald: med et var
hele Himlen, hvor man saa'. kun _et_ vildsomt Lob af ilende
hurtigfodte Stjerner, der lyste over Tusinders Ansigter...

Bankherrerne var gaaet helt frem for Enden af Verandaen, hvor de stod
og gloede med glad Undren over Traekkene, mens et langt Bifaldsraab
steg op fra Lavningen og spaendte over det hele Rum--op mod de kunstige
Stjerner, der slukkedes.

* * * * *

Berg og Lange gik ned ad den halvmorke Koncertsals Alle. Langt borte
fra horte de Selskabet Canth, som gjorde en sidste Runde. Arm i Arm,
de fire AEgtemaend bagerst. Lille Canth havde saadan en ujaevn Gang, saa
han aldrig holdt Trit, og det altid saa' ud, som lob han som en Hund
mellem de andres Ben.

Fru Canth og Sundt gik forrest. Oberstinden havde Fuldmaegtigens
venstre Arm. Det var hendes Ret: en venstre Arm hos en af "de
smaa"--paa Skift. Hun kaldte sig selv "det femte Hjul" og lo med sin
hoje overstadige Latter, naar hun sagde det.

Berg sluttede sig til Lille Canth, mens de gik videre. Der var en egen
melankolsk Sympati mellem de to: Berg holdt saa meget af den lille
Mand. Han maelte aldrig et Ord. Han gik stille rundt, rokkende lidt paa
Hovedet med det triste Ansigt og det tottede Skaeg; han tog sig kun en
Gang imellem op til Ojnene, ligesom om han vaagnede eller besindede
sig. Og saa sukkede han.

I Middagsselskaberne, naar Berg og han var sammen, kom han altid efter
Bordet og tog Berg under Armen og slaebte ham med sig hen i en Krog,
hvor han kunde finde et Par Stole; og _der_ sad han saa, ligeoverfor
Berg, uden at maele et Ord, en hel Timestid i en stor Rogsky.

Og naar der blev kaldt til Spillebordene, rejste han sig kun og sa