hun, Hr. Lange fandt nu altid saa ejendommelige Steder ...
_De_ havde saamaen bare vaeret i Fredensborg--men der havde vaeret rigtig
rart der ude ... Man havde altid Slotshaven at sidde i om Dagen.

-Og saa gi'er det jo noget Liv--med Hoffet derude, sagde hun.

Berg mente ogsaa, der var rigtig rart i Fredensborg, han havde boet
der en Sommer--stille og rart, kun saa solhede Veje, sagde han.

-Og ikke Mad at opdrive, sagde Lille Gerster. Han havde ikke maelet et
Ord til nu, men bare siddet dukket over sin Tallerken og leget med
Melonkaernerne, det generede ham altid, at Lange talte saa hojt, naar
han var sammen med hans Familie, og havde saa store Bevaegelser med
baade Arme og Ben. Han havde stadig en Fornemmelse, som om Lange
maatte vaelte noget. Familien Gerster selv havde alle nogle
forbindtlige, blode Stemmer, der kun brugte Mellemtoner, og smaa
hensynsfulde Bevaegelser, der aldrig blev paatraengende eller fyldte op.

-Erhard forsogte vist tre Gange hele Sommeren, sagde Fruen og lo lidt
over til sin Son.

-Mo'er overdriver--i Familien Gerster brugte kun Professoren Tiltalens
personlige Pronomen--jeg var derude hver anden Uge.

-For at sove ud, sagde Professoren frem over Bordet. Han var den
eneste i Familien, der undertiden talte hojere i en ligesom pludselig
utaalmodig Tone. Gerster skulde raekke Karaflen herned, sagde den
agtsomme Frue, hvis Herrerne deroppe har faaet.

Karaflen blev rakt ned under en lille Taushed, og Fruen spurgte Berg,
om man ventede mange Boger nu i Efteraaret. Naar Erhards Venner var
der, ledte Professorinden altid gerne Samtalen hen paa nye Boger og
nye Forfattere, og hun sad smilende og horte paa alle de gudforgaaende
og radikale Ting, mens hun selv skod sine behageligt liberale
Anskuelser ind i smaa rolige, halvt satiriske Saetninger. Men en Gang
imellem kunde der ogsaa plumpe ud af hende et uvilkaarligt, ganske
ungpigeagtigt udbrud, der gik videre end nogen andens, og som viste en
betaenkelig Mangel paa Respekt for baade--det ene og det andet hos
Professoren. Og saadanne Udbrud kom altid i en egen fortrolig Tone,
som om hun talte med Haanden for Munden eller bag nogens Ryg.

-Jo--sagde hun, Novelletterne havde hun laest, strax--ude i
Fredensborg.

Hun kom pludselig til at se' over paa Tanten, der sad ret op i Sofaen,
helt stiv af Sovn:

-Tante sagde jo, ytrede hun, at Kielland var blevet laest hjemme i
Skanderborg.

Tanten vaagnede ved Lyden af sit Bys-Navn og sagde besvaerlig