men om
Konferensraaden for at klinke.

Etatsraad Blom, Landstingsmanden, lod sit lille Miniatur-Dannbrogskors
glide hen mellem sin Tommel og Pegefingeren og sagde:

-Ja--vore Produkter er blevet Guld.

De gentog Etatsraadens Saetning rundtom, og et Par af Herrerne rejste
sig: de maatte have Luft ved igen at klinke kraftigt med
Etatsraaderne. Mens Justitsraad Horn--fra Assens, Ridder af Vasa--nede
i sit Hjorne sagde en Saetning af "Dagbladet" om "Guld, gravet ud af
vore gamle Volde", og alle sad saa opromte, med straalende Ansigter,
som havde de alt det rare Guld foran sig paa Dugen.

Konferensraad Hein talte ikke mer. Han sad i Tanker og forte Cigaren
til og fra den smalle Mund, mens han fulgte de fine tynde Rogskyer med
et Smil. Ovre ved Raekvaerket havde alle Herrerne vendt Stolene ud mod
Svaermen, og Konsul Moller sad halv salig og lod sin Serviet dingle
langt ned fra Raekvaerket over Maengden, ligesom om han anglede.

-Det er _Fiskene_, sagde han og grinte af sin egen Vittighed, saa han
var lige ved at gaa ud over Raekvaerket, og en hel Del Provinskolleger
lo med, til der pludselig blev ganske stille og man tav genert.

Men Konferensraad Hein var vaagnet af sine Tanker ved Latteren og
uden at have hort den jydske Vittighed sagde han, med et Glimt i
Ojnene, seende frem over Mylret og Salen.

-Ja--Liv er her blevet.

--Berg og Lange gik ind til Gersters. Familien saa resigneret ud og
dukkede over Melon med Sukker i Rundkreds om Tanten, der var i
Atlaskmantille med Chenille, og som endnu kun besvaerligt talte med de
nye Taender. Da Berg og Lange blev praesenteret, gav hun Haanden, som om
hun stak Fingrene ind mellem Tremmerne i et Menageri. Professorinden
bod paa et lille Stykke Melon til et Glas Vin, og de fik Plads ved
Bordet.

Man talte om Landet og Sommerophold. Lange sad ved Siden af
Professoren og illustrerede ham en Badesaeson ved Bovbjerg med mange
impressionistiske Billeder, mens Professoren umaerkeligt rykkede
laengere og laengere ind paa sin Stol--hvert moderne Udslag af den
Langeske Sprogbrug skar gennem ham som en Kniv--og sagde gentagende,
at Luften anerkendt jo skulde vaere ganske fortraeffelig ved Bovbjerg.

-Ja--hvad Lange angik, kunde han sige, _hans_ Nerver havde _danset_
...

Fruen smilte, med sit vaagne, behagelige Vaertindeblik stadig hen over
Bordet--ogsaa Professoren sorgede hun for, _saa_ bod hun ham, og _saa_
rakte hun ham noget med en egen daempet Omhyggelighed--:

-Ja--sagde