dte sig og bevidnede det.

-Ja, sagde Fru Canth, lille Edvard vilde ikke tro det; og hun vendte
sig igen til Vinduet.

-Jo--det var saamaen sandt, bevidnede Oberstinden, og hun begyndte at
fortaelle meget levende, hvordan hun kom herhen imorges--hun havde jo
hort det strax ... og Anna sad der ved Sybordet....

De to ved Vinduet var blevet ganske stille, stod kun taet ved Siden af
hinanden, mens de ude i Stuen lo og talte hojt:

-At De tog Dem det saa naer, sagde Sundt saa langsomt og sagte.

-Ja, sagde hun og vilde se op og kunde ikke--de Stakler, sagde hun.

-_Mon?_ hvidskede Sundt. Og forvirrede, i samme Nu begge overmandede
af den hemmelige Misundelse, der pinte dem, eller af Leden, der brod
frem i dem, eller af en pludselig Skam--onskede de sig i samme Tanke
endelig ganske _naer_ hinanden eller endelig _los_....

Mens Oberstinden blev ved med Krampegraaden, saa Sundt kunde have
kvalt den gamle Sladdertaske med sine Haender:

-Anna, Anna,--blev hun ved--skriger jeg, men hun blir bare ved at
hulke og hulke, til vi maatte bade hende og lukke alting op paa
hende....

-Spil dog mer--spil dog mer, Agathe, raabte nu Fru Canth og traadte
frem paa Gulvet. Jeg maa se til Bordet, sagde hun og gik.

Agathe havde gjort sin Pligt og vendte tilbage til sin Plads.
Konversationen var nu blevet meget hojrostet, og hver berettede sine
Enkeltheder.

-Men hvordan tog Manden det? raabte Fru Sten fra sin Puf. Oberst--De
var der jo?

Oberstindcn tog Ordet fra Obersten: Duncker havde selv lukket op for
Obersten i Entreen og sagt, da de kom ind i Stuen: "at _dette_ var ham
kaerere"....

-_Kaerere_. Alle var forargede. Fru Sten maatte hore det endnu en Gang
af Obersten selv, ganske noje--han maatte komme hen til hendes Puf.

-Men hvordan _saa' han ud?_ sagde hun. Obersten kunde ikke naermere
tydeliggjore, hvordan Hr. Duncker havde set ud: Saadan--som altid,
sagde han.

Man var paa Veje til at oprores igen. Fru Sten skreg indigneret paa
sin Plads. Hr. Molbom, der under storre Sindsbevaegelser var
uimodtagelig for fremmede Ideer, sagde kun igen til Herluf:

-Forstaar De det? forstaar De det? Fem Aar er han kommet i Huset--fem
Aar, tidlig og sildig ... Jeg forstaar det ikke, sagde han og gik til
den naeste.

Lille Hr. Canth, der bestandig vandrede frem og tilbage, og som var
saa nervos, at han havde Traekninger i Ansigtet og rystede paa
Haenderne, han strakte frem mod Berg, sagde hastigt og halvhvidskende:

-Jo--_de_ to f