Proven. Han var nu snart vant til Adolfs Hast
og hans og Spenners Raadslagninger i alle Kroge. Allevegne, hvor man
kom, kunde man traeffe dem forhandlende for lukkede Dore.

Det var i det hele noget saert i den sidste Tid med Konsortiets
medlemmer--naesten som var det Vinden, der tog dem, saa de den ene Dag
var som haegtede sammen og ikke veg fra hinanden men blev i samme
Kontor egentlig orkeslose tilhobe blot for at sidde her op ad
hinanden, mens den tunge Maskine stonnede op gennem Huset som et
svaertbelaesset sitrende Dyr.

Og paa andre Dage floj Kompagnonerne forbi hinanden paa Gangene med et
hastigt Haandtryk og urolige Ojne for at komme bort igen; havende
travlt med, man vidste ikke hvad; eller lukkende sig inde til de evige
"Forhandlinger om Prioriteten", som Adolf og Spenner drev overalt: i
Kontorerne, i de smaa Restaurationskabinetter, saagar i
Garderoberne--med Kommissionaerer, Agenter og dunkle Projektmagere, der
dukkede op i Etablissementet paa Trapper og Gange og blev skjulte og
bespiste i alle Kroge otte Dage lang, til de gav Plads for andre.

-Ja, ja, vi har Forhandling, sagde Adolf og lob forbi Herluf ind i et
Kabinet til en af disse Herrer Forhandlere, hvoraf der ofte var to
eller tre paa samme Tid, gemte hver i sit Rum, for at den ene ikke
skulde se den anden.

Det blev efterhaanden alle Slags Folk, med hvilke der forhandledes: en
forhenvaerende Godsejer, der sogte hoje Renter for sine disponible
Penge, en velhavende Skuespiller, der taenkte at blive Direktor for en
billig Skilling; alle Arter af hemmelighedsfulde Mellemmaend, der sagde
sig at vaere Bud for store unavngivne Forretningsfolk eller for anonyme
Konsortier, hvis Existens var grundlost Projekt. Alle kom de otte Dage
og gik igen, Godsejeren nogle tusind Kroner fattigere, men de
allerfleste kun forgaeves bespiste tidligt og sildigt, med Hr.
Desgrais' dyre Mad, som Kellnerne serverede for de Herrer med diskrete
Ansigter, som var det "en Herre med Dame," de vartede op med de
franske Kyllinger.

Der faldt i den sidste Tid rigeligt af med hemmelige Drikkepenge, som
"Direktorerne" (Spenner lod sig nu ogsaa kalde Direktor, saa det rent
vrimlede med "Styrere") stak til Opvarteren i al Stilhed i et Hjorne
eller ude paa Gangen: "den Herre vilde ikke ses--ikke af nogen", blev
der sagt, og Opvarteren forstod.

Alle havde Hemmeligheder i Victoriaetablissementet med hinanden og for
hinanden lige ned til Kellnerne.

Nede i Kokkenet havde Hr. Desgr