udselig revet ud som han var blevet af denne Dagkamp paa Livet, hen
til en Kammerat, der imens havde lagt sig hen for at do--

Erhard laa og saa paa ham med de syges store og vogtende Ojne:

-Ja det kom jo pludselig, sagde han. Det vil sige--nu det sidste kom
jo pludseligt.

De tav lidt. Herluf var stadig forvirret og vidste ikke, hvad han
skulde sige: Men naar det nu bliver taget i Tide, sagde han, og du
kommer til Syden....

Erhard rystede paa Hovedet og lukkede Ojnene, som vilde han ikke i
Herlufs Ansigt laese Bekraeftelsen paa sin Opgivelse.

-Mo'r er allerede begyndt at gaa i Kirke, sagde han med lidt af et
Smil. Hvor saadan en Fruentimmerhjerne er underlig, du, sagde han og
holdt sig paa Hovedet. Os opdrager de til at blive ganske ligegyldige,
og saa naar vi--naar vi skal til at sige Adieu, bliver de troende.

-Men--Erhard--fordi man bliver syg--

-Ja--ja, sagde han traet, lad nu det vaere godt ... Han laa og stirrede
frem mod Vaeggen: Er der ogsaa saa stort tabt? sagde han. Hvad var man
vel blevet til, du? Skrive som de bedste i dette Land eller snakke som
de ovrige--ved du, det var knap Umagen vaerd.

Han tav. Herluf saa' kun op paa den stille Plet af Lampen.

-Herluf, sagde Erhard saa igen sagtere--men jeg er--jeg er Fa'r, du,
sagde han.

Det gav et formeligt Saet i Herluf, og han kom til at le sagte, mod sin
Vilje: han saa' paa det lille pillede Drengeansigt paa Puden:

-Fa'r? sagde han.

Erhard gjorde en lille Bevaegelse i Sengen, som folte han en Smerte et
Steds, og lagde Hovedet dybere ned i Skyggen; Ja, sagde han.

-Husker du en Aften, jeg kom op til dig--eller en Nat--og du kastede
Noglerne ned paa Gaden fra dit Vindue ... og jeg kom op--fra
_hende_....

-Det varede over et Aar--halvandet Aar, sagde han og udtalte halvandet
uendelig dvaelende-blodt ... Du vidste det vel forresten? sagde han og
saa op....

Herluf nikkede lidt ubestemt uden at se paa ham.

-Jeg var meget--meget (og han tovede paany foran dette Ord "elske",
som han, der nu skulde do paa Grund af sin Mangel paa Respekt for
Kjaerlighedens Gjerninger, havde haft saa besynderlig en Sky for at
udtale hele sit Liv) forelsket en Tid, sagde han saa ... Indtil _det_
kom ... og hun brod....

-Brod, gentog han; og i en anden Tone, et Forsog paa Ironi, der ikke
lykkedes, sagde han:

-Hun vilde ikke godkende mig som Fa'r.

Der var stille i Stuen; man horte kun Erhards hastige, syge Aande.
Herluf havde daekket Ojnene med sin Haand