ais saa travlt som i Restaurantens mest
glimrende Tid. For ogsaa naar de var alene, tog Direktorerne
overdaadig godt til sig og bestilte sig smaa separate Maaltider, som
de pludselig fandt paa at nyde i Kabinetterne, ene, med megen Slags
Vin til, saa de bagefter laa og snuede paa Sofaen hele Timer midt paa
Dagen og vaagnede utilpas og rodho'dede. Saa var de saert sky og lidt
forlegne for hinanden, naar de netop modtes, idet de listede ud ad
Dorene.

Martens var sjaeldent at finde fem Minutter paa samme Sted.
Han drev mest orkeslos omkring i Gaderne, der begraendsede
Victoriaetablissementets Firkant, som Ildspaasaetteren om Tomten, hvor
det braender.

... Forste Akt af Proven var forbi--det var Arrangementsprove paa en
Operette, "Den lystige Krig", som Herluf vilde se at faa op til
December for at slaa saa megen Mont som muligt af den slemme dode
Tid--og Herluf vendte tilbage til Spenners Kontor, hvor Adolf tog sin
Overfrakke paa:

-Satan--til Svamplugt herinde, sagde han, da han kom ind.

-Ja--ubehagelig, sagde Spenner fra Pulten og begyndte geskaeftig at
snakke los om Svamp og Vejr og Prove.

-Naa--saa gaar du? sagde han midt i det, vendt til Adolf, der gik hen
imod Doren.

-Ja, sagde Adolf blot.

-Hvorhen? spurgte Berg.

-Hjem, sagde han i Doren og gik.

Adolf gik ned af Trappen. Hans Tanker drog slove alle de kendte Veje
for at soge "Udvej". Men der var ingen mer. Ud til de alleryderste
Graenser--for tusinde Gang--af Venskab, Forretningsforbindelser og
Bekendtskab gik han for at soge Udvej til Penge. Men der var ingen
mer.

Spenner og han havde skaendtes, med halvhoje forbitrede Stemmer, hvor
hver Saetning skar som en Kniv, mens de stod blege og pludselig
fjendtlige overfor hinanden.

-Det skal altsaa vaere forbi, sagde Spenner. For femhundrede halvtreds
Kroner forbi--og i Morgen har vi Leje af Theatergarderoberne.

-Tag _Du_ Pengene et Steds, sagde Adolf.

-Din Moder har Penge, sagde Spenner.

Adolf svarede ikke. Ikke en Gang for Spenner tilstod han, at _det_
laengst var forbi, som havde heddet "Moders Penge"--stakkelt to, tre
tusind, som han havde fort i Munden ved Siden af "Faders Formue", og
som gamle Fru Adolf laengst havde bragt ham i "Bikubebogen" en Morgen
ved Theen, da gamle Adolf laa af Gigt og ikke var ved Bordet.

Angst og bange havde hun stukket Bogen til ham--Konstantin blev saa
let hidsig og holdt jo ikke af, at man blandede sig i hans Ting--:

-Jeg mente kun, Konstantin, sagde h