ne ind
som givne Regnskabsposter, summerende og adderende de uskyldige Tal i
lange Kolonner, der langsomt beroligede Nerverne.

Han opgjorde Summerne, idet han til en Begyndelse dvaelede ved enkelte
Tusinder, der "maaske for Ojeblikket kunde vise sig mere tvivlsomme":
han afvejede Taxationsvaerdierne, ansaettende lavt: Lad os saette lavt,
mine Herrer, blev han ved at sige: vi saetter lavt--af Hensyn til
Tiderne; og han afrundede Summerne "med alle de upaaagtede Vaerdier",
som han kaldte dem: Inventar, Garderobe, Dekorationer....

Han specificerede, bladende i sine Papirer, mens han klatrede fra
tusind til tusind. Excellencens Horeror gik op og ned som i
samstemmende Nik.

-Overfor disse Vaerdier, mine Herrer, sagde Konferensraaden, staar da
for Banken de halvanden tinglaeste Million.

Han lukkede Mappen og saa' for forste Gang op. De Herrer var laengst
beroligede og akklamerede Oplysningerne, gorende smaa private
Bemaerkninger fra Stol til Stol. Og som noget ganske selvfolgeligt
tilfojede Konferentsraaden en Bemaerkning om den forelobige Overtagelse
af Driften: man var med Skuespillerne saa godt som enig og vilde af
deres Midte lade vaelge en kunstnerisk Ledelse.

De Herrer skod allerede Stolene tilbage for at bryde op, tilfredse og
hojrostede: For Hr. Henrik Hansen var der ikke megen Tid: han boede
endnu paa Strandvejen--flyttede forst ind til Jul ... Dumheder,
Dumheder, sagde Generalkonsul Brodersen ... Ja--Damerne, sagde Hr.
Henrik Hansen og trak paa Skuldrene; det er Damerne....

Men Konferentsraaden holdt de Herrer tilbage: Hva', raabte
Excellencen, hva' sier han? er der mere? han var hojst misfornojet.

-Ja, Excellence, raabte Konferensraaden: der var en Meddelelse endnu.

De Herrer satte sig, ret surmulende, og kun Konferentsraaden blev
staaende foran sin Stol, stottet til Bordet:

-Det er forelobig kun, sagde han, en kort Meddelelse, jeg kan gore de
Herrer. Alle naermere Oplysninger vil jeg--som De vil kunne
forstaa--naturligvis forst senere se mig i Stand til at yde
Bankraadet. Staden Kobenhavn--sagde han, og det var, som han
uvilkaarligt haevede Rosten--ser sig, for at fyldestgore en saa hastig
Udviklings mangfoldige, naturlige Krav, foranlediget til at optage et
nyt Millionlaan.

-Kobenhavns Kommune beaerer os, mine Herrer, beaerer Centralbanken, med
Emissionen af dette Papir.

Konferentsraaden tav, og der var et lille Ojeblik stille i Bankraadets
Sal.

... De Herrer var gaaet, og Konferentsra