a ske, hvad der maa.

De to Skuespillere gik hen mod Doren og Konferentsraaden sagde til
Herluf: Naar saa' De Adolf sidst?

-Iaftes.

-Ja--han skal jo forst vaere flygtet imorges, sagde Konferentsraaden.
Han stod et Ojeblik foran Berg, som han endnu vilde sige et Par Ord,
men han fandt ingen og sagde kun et hastigt og meningslost:

-Ja--lev vel, og vendte sig.

-Adieu, sagde Herluf.

Ude paa Trappen komplimenterede den forste Elsker sin Kollega.

-Ja--det gik jo, sagde Ornulf.

-Brillant, sagde Elskeren.

-Jeg talte for Kammeraterne, Ornulf rort og bredt, og han maatte
standse for at raekke sin Ven begge Haenderne, midt paa Trappen.

Konferentsraaden tovede nogle Ojeblikke, for han aabnede Doren til den
store Hal for at gaa til Bankraadssalen. Det var allerede sent, og
Hallen var mork, saa Kunder og Expedienter gled frem og tilbage som
listende Skygger, og Assistenterne sad bojede over de store Pulte, der
rejste sig som saere Skafotter.

-Om vi fik Lys herinde, sagde Konferentsraaden hojt fra Vindeltrappens
Trin. Og han blev staaende, mens der blev taendt fra Pult til Pult: det
saa' saa maerkeligt ud, som om Morket kun flygtede som store hastige
Flagermus op under Hvaelvingerne og gemte sig.

Konferentsraaden gik op.

I Bankraadssalen var der taendt, og de Herrer var allerede kommen. De
var arriverede ligefra Borsen, irriterede og ubehagelige til Mode ved
Rygterne og Foresporgslerne, utilpas ved det fugtige Vejr, der kaldte
alle deres smaa Svagheder frem: Excellencen, der allerede var i Kjole
for at kore til Middag, kunde ved dette Vejr slet ikke hore.

Konferentsraaden hilste, og de Herrer tog Plads uden Ord, siddende om
Bordet som en hojtidelig Jury, mens Konferensraaden tog Ordet og
sagde--halvt frem mod Excellencen, der begyndte at manovrere med et
meget omfangsrigt Horeror--at han havde anset det for sin Pligt strax
at sammenkalde de Herrer ... navnlig, sagde han, for at berolige
Bankraadet.

De Herrer blev ved at sidde uimodtagelige og tavse, og
Konferentsraaden sagde: Thi der var i Virkeligheden ingen Grund, for
Banken ikke nogen Grund til at aengstes over denne indtrufne Kalamitet.

-Saasnart man, sagde han, undersoger de nogne Tal.

Han aabnede sin Mappe og begyndte at klarlaegge Situationen og at give
alle Oplysninger, mens han talte i den forretningsmaessige og rent
refererende Tone, som han altid anvendte i Omtalen af mindre
frugtbringende Transaktioner, og hvori han rangerede Tabstalle