uset.

-Vel, sagde Jespersen og gik til Doren. Men pludselig vendte Hr.
Theodor Franz sig om og udstrakte Haanden med en stor Bevaegelse:

-Nej, sagde han, der sendes ingen ud.

-Ikke en sendes ud, sagde han: Vi ta'er Salen som den er, mine Herrer.
Publikum er traet af Humbug--her har vaeret for mange udsolgte Huse:

Ingen af Direktorerne sagde noget. De sad paa en Gang slove og
mismodige foran Impresarioen, som angik det hele dem slet ikke. Men
Hr. Franz blev ved at begejstres for sin egen Plan, ordnende alt,
gestikulerende heftigt i sin store Kavaj, der lignede en Saek: med
Chefen for Klaken maatte han tale selv. Kunstnerinden turde ikke
"modtages".

Hun skal erobre Publikum--Publikum skal domme selv, sagde han. Klaken
tor forst applaudere efter det tredje Numer.

Hr. Theodor Franz gik selv for at afbestille Buketter og
Lavrbaerkranse; de passede ikke til det nye Arrangement. Jespersen og
Spenner fulgte efter.

Da Doren lukkede sig, lo Adolf og Berg igen hojt og laenge, til de
pludselig holdt op paa en Gang som paa Kommando, generede af deres
egen tomme Latter, der dode hen. De sad laenge tavse, mens der blev
ganske morkt i Stuen:

-Ja, Saa gaar vel ogsaa vi derover, sagde Adolf og rejste sig tungt
fra Saedet.

-Ja--det gor vi vel, sagde Berg.

Ovre i Foyeren var de to Herrer af "Buketten" allerede Kommen Og gik
forfrosne og urolige omkring, bandende det Hele, nervose og irriterede
ved at skulle ud og spille los for den tomme Sal. Selv Maskinfolkene
slaebte traegere og mismodigt paa Fodderne, mens de stillede
Lavrbaertraeerne op i Hjornerne paa Scenen, og ude i Salen et Par Saeder
blev slaaet ned med dumpe Smaek i det store Hus.

Et Par Skuespillere kiggede, frysende, ud gennem Hullerne:

-Nej--jeg gaar sgu hellere hjem, sagde den ene og vendte sig.

Der blev stor Stoj ude i Kulissen. Det var Hr. Theodor Franz, der
smaekkede Jerndoren op for Primadonnaen, som bruste ind i Foyeren fulgt
af de tre Direktorer, der skulde underholde hende i Embeds Medfor, men
snart faldt slappe hen, en efter en, siddende ved Siden af hinanden
langs Vaeggen som Folk, der laengst har opgivet Spillet. Sangerinden,
der var svaer og kortbenet som en japansk Hone, begyndte at faeste
Diamantaigretter rundt i sit Titushoved, mens hun trippede uroligt
mellem de to Spejle:

-Er der saa faa! sagde hun aengstelig.

-Ikke et Menneske, erklaerede Pianisten.

Hun begyndte at smore sine nogne Arme ind med Pudder ved Hjaelp af et
Sty