n, har ham
Forspring, sagde han. Fire Dage ... Ja--han var vel egenlig Sjaelen,
Sjaelen i det hele ... Nu dukker der jo ogsaa Ting op om hans
Fortid....

Hr. Staehr blev ved.

Herluf sagde blot: Ja--kaere Staehr--jeg ved ingenting ... Vi tager til
Centralbanken. Og han gik for at hente de to andre, mens Hr. Staehr gik
ned paa den forladte Scene--undersogende alt, hastigt inspireret af
dette Billede af Flugt og Odelaeggelse, som den dybe, tavse Sal syntes
at stirre paa som et morkt gennemborende Oje....

De to Skuespillere steg ind i Drosken tilligemed Berg. De blev,
aandsfravaerende ud af Vinduerne:

-Ja, ja--hvad mon han egenlig vil sige? sagde den ene, den forste
Elsker.

Og Ornulf svarede:

-Ja--man maa forstaa at tage ham.

Herluf sagde ikke et Ord, for de naaede Banken og stod ud. De maatte
vente en Tid, mens Skuespillerne blev mer og mer nervose, rettede paa
sig og fo'r med Haenderne gennem de svedige Tupeer.

-Min Ven, sagde Ornulf, Sagen er Kammeraternes; og de ventede igen,
febrilske, ligesom for, indtil de endelig kom ind.

Konferentsraaden gik frem og tilbage paa Gulvet: Jeg havde naesten
ventet Dem, mine Herrer, sagde han og bod dem tage Plads. Der var en
hastig Bestemthed over ham, medens han spurgte, hvad de da egenlig
havde taenkt dem; hvorledes de da mente, Banken kunde stille sig
overfor dem--som var hans Saetninger endnu kortere og klarere end
vanligt.

Men de to Skuespillere havde slet intet taenkt, og de begyndte kun at
fortabe sig i lange Deklamationer om "det hele Personales fortvivlede
Stilling" og "Kammeraterne, der vilde staa Last og Brast".
Konferentsraaden sad bojet over sit Bord, mens Ornulf blev ved at
tale, gestikulerende heftigt med begge Armene, og den forste Elsker,
der havde mistet Vejret og var faldet fra, ledsagede hans Veltalenhed
med vekslende Stillinger ligesom et Akkompagnement.

Herluf talte ikke. Det var som de andre Omgivelser, maaske just dette
Vaerelse forst havde vakt og aeggede hele Folelsen af hans Smerte.

-Ja, sagde Ornulf, Kammeraterne vil holde sammen.

-Vi vil staa sammen, sluttede han, og finde os i _Hans_ Vilje. Ornulf
havde loftet Ojnene op mod Loftet og rav; og Konferentsraaden lod
Skuespillerens Ord do hen i en ganske lille naesten umaerkelig Pavse,
for han sagde, med Ansigtet med mod sine Papirer:

-Ja--jeg kan jo meget godt forstaa og ... dele disse mere almindelige
og humane Synspunkter. Men, sagde han, Banken maa dog regne med visse
Tal ..