ret og Bestikket havde han naer glemt paa sin Seng. Han stak det
ind til en Side i Skabet for han stillede Noglekurven i en Krog af med
Foraeldrenes hvide Senge.

--Bybudet var gaaet med den tunge store Haandkuffert, da Marie Pige
tog i Spisestuedoren til Gangen. Den var i Laas endnu, han havde glemt
at dreje den om igen.

-Ja, sagde Adolf, der lukkede op, jeg gik her rundt--og--klaedte mig
paa.

Marie Pige troede, den unge Herre var blevet rent forstyrret, som han
saa' ud, bleg og svedig i Ansigtet....

Adolf kom ud i Kokkenet til hende og snakkede op en hel Evighed med
hende, lost og fast, lystigt--for han gik.

Bybudet skulde traeffe ham ovre i en Kafe.

* * * * *

Da Herluf efter Proven gik over i Victoria-Restauranten for at spise,
horte han et hojt Skaenderi slaa op fra Kaelderen. Inde ved Buffeten var
den forskraekkede Jomfru lobet fra sin Plads, og Kyperen fo'r raabende
ned ad Trappen:

-Det er Chefen--det er Chefen, raabte han og lob ned.

Man horte Hr. Desgrais' Stemme, brolende som en uvan Tyr og pludselig
Madam Martens Rost, der blev ved at skrige det ene Ord:

-Tyv--Tyv.

Herluf lob ind i Buffetrummet og ned ad Trappen forbi Buffetjomfruen,
som stod rystende ved Gelaenderet:

-Tyv, raabte Madam Martens igen.

-Hun har fundet det fordaervede Kod, sagde Jomfruen, hvis Taender
klaprede i Munden.

Herluf gik ned. Midt i Kokkenet stod Hr. Desgrais--Kokkene var
sprunget til og holdt ham--foran Fru Martens, der havde slaebt Truget
med det fordaervede Kod ind i Kokkenet og vaeltet det ud paa Gulvet: hun
havde fundet Truget i en af Chefens Kroge, fuldt af hans "kasserede"
Kod, som han kastede derhen og lod halvraadne ubrugt:

-Tyv, Tyv, raabte hun igen. Hr. Desgrais rev sig los, og de skreg
alle. Pigerne hvinede hojt, mens han lob frem mod Madam Martens med
den loftede Storslov. Men pludselig rallede han, gurglende som et
tykhalset Dyr og faldt over mod Vaeggen, som blev han kvalt af sit eget
Raseri....

Madam Martens blev ved at staa bleg og ubevaegelig med sine knyttede
Haender foran Kokken ... Ingen sandsede mer, alle lob kun hid og did.

Hr. Desgrais havde rejst sig igen og stodte Kokkene til Side, der
vilde hjaelpe ham. Hele hans fede Ansigt var hvidt som Kalk, mens han
slyngede en eneste lang Forbandelse hen over Kokkenet og gik.

Herluf var gaaet ned; han vilde tale med Fru Martens. Men hun vendte
sig fra ham og gik uden et Ord.

Oppe fra lod Kellnernes