e, hvor han sagde, at "det jo i Grunden var ham saa
ret ligegyldigt."
Saa skrev Mathilde, at de maatte modes en Aften ude--i Gronningen,
naar det morknede.
Erhard indtraf forst og maatte vente laenge. Tilsidst kom hun, og da
han kendte hendes Skikkelse, der kom hastigt imod ham i Morket, blev
han forvirret, saa ingen af dem talte, mens de hurtigt ned mod Vandet.
Hun var foran--hun naesten lob--og Erhard blev endnu mere forvirret ved
Synet af hendes Skikkelse, der ligesom flygtede foran ham: Ja--noget
er der sket, sagde han. Og han overvejede paany, hvad det kunde vaere,
hvad hun vilde bebrejde ham, om hun havde erfaret en Utroskab--for han
havde haft "Luner" under deres Forhold--; og midt under sin
Sindsbevaegelse folte han pludselig en uimodstaaelig Nysgerrighed:
hvad der vel nu vilde ske? noget nyt vilde der komme.
Mathilde vendte sig om, da han naaede Kastelsgraven. Hun blev meget
livlig, mens de gik hen langs Vandet, talte og lo (hun forte kun lidt
for ofte de urolige Haender op og ned i Luften, saa de mange Armringe
raslede) og han talte med. Mens det for hvert Minut, de gik, var dem
begge, som gled de kun bort og bort fra hinanden, og de tilsidst
syntes, at alle de gamle egne Ord, som de dog blev ved at bruge med en
smertelig Vedholdenhed, som piskede de Avner i en Kvaern--_altid_ havde
vaeret ligesaa tomme og saa indholdslose som nu.
Fornuft blev der ikke talt. Da de tredje Gang vendte om paa deres Vej,
var det ganske morkt:
-Men det er paa Tiden, sagde Mathilde hastigt og drejede bort fra
Vandet.
-Naar mon vi ses, sagde Erhard med en underlig, dump, resigneret
Stemme.
-Ja--jeg ved ikke, sagde Mathilde med den samme Hast. Mo'r er evig
derhjemme--i den sidste Tid.
De skiltes med et af deres vante Haandslag, hvor de klaskede Haenderne
djaervt i hinanden, hojt oppe fra Luften.
-Jo-s.
-Jo-s, sagde de begge.
Erhard stod i Skyggen, til Mathilde kom op i Sporvognen.
Hun naaede hjem, hvor Generalinden ventede. Hun sagde, hun havde vaeret
hos Asta og faldt sammen som en Klud ved Bordet bag Lampen.
Generalinden blev siddende lidt med Haekletojet og monstrede Datteren,
der var bleg som et Lig. Saa rejste hun sig: hun maatte paany
konferere med Marie Pige.
Hendes Naade havde aldrig haft Hemmeligheder for Marie Pige, og i
denne Tid konfererede hun daglig med hende i hver en Krog: Hendes
Naade var jo--ogsaa efter Maries Oplysninger--laengst overbevist om, at
der "ikke mere kunde vaere Tvivl".
|