Marie fik Ordre til at afgive et sidste Skon og bevaegede sin lange
knoklede Person ind i Dagligstuen, hvor hun gik rundt og "satte Stole
tilrette", mens hun undersogte Fru Mathilde fra alle Sider med et Par
Ojne som en klog Kone, der er hentet til en syg Hoppe.

Generalinden kaldte til The inde fra Spisestuen, for Marie havde endt
sine Undersogelser, og Mathilde saa' op og modte Pigens hvasse Ojne
paa sig:

-Hvad vil du? sagde hun heftigt og fo'r op.

-Nej--nej--jeg skal ingen The have, sagde hun og naesten rev sig los
fra Generalinden inde i Spisestuen for at lobe ind i Sovekamret, hvis
Dor hun slog til. Der kunde hun da i det mindste vaere i Fred for deres
Hvisken og Synen--gemme sig og ligge i Morket.

Generalinden var forarget. Dette gik for vidt. Hele hendes Uger gamle
forlegne Utaalmodighed overfor den blege, forpinte Datter slog ud i
Indignation: Man var dog vel Moder og Datter og kunde vise
Fortrolighed. Generalinden udoste sit Hjerte for Marie Pige, og de
holdt endeligt Raad, mens Naaden drak sin The, i Dagligstuen. En Gang
imellem blev Marie sendt ud for at "hore efter" og sneg sig paa
Hosesokker ned forbi Sovekammerdoren; naar Mathilde horte Trinene,
gemte hun sig i Puderne og tvang sig til at holde inde med at graede.

Generalinden havde imidlertid fattet sin Beslutning: Der maatte en
Ende paa det. Og for hun gik hjem, kom hun ganske til Ro igen ved at
laese et Par Sider i "Thornam".

Det Thornamske Sundhedsleksikon var som en Skat i Familien: Den giver
jeg dig med, min Pige, havde Generalinden sagt til Mathilde et Par
Dage for hendes Bryllup og havde lagt Thornam ned i Bogkassen ved
Siden af H.P. Holst's Digte og Mathildes ovrige literaere
Konfirmationsgaver. "Thornam" var i den Familie som en Slags Indvielse
til AEgteskabet....

Da Generalinden arriverede naeste Formiddag, lukkede Marie hende op i
Entreen og hvidskede. Alt var vel--Fru Mathilde var ved Friseringen.
Generalinden svarede med et Nik, som en Feltherre vilde hilse sin
Front for Slaget, og gik ind i Sovekamret.

Men da hun kom derind og saa' Datteren, der sad bleg, i den hvide
Friserkaabe foran Spejlet og kun hilste med en stum, traet Bojning af
sit Hoved, som En der overgiver sig tavst--blev Generalinden forlegen
igen, og hun begyndte at gaa frem og tilbage i Stuen, uden at vide,
hvordan hun skulde gribe Sagen an, helt forvirret og naesten at sidde
foran Spejlet ubevaegelig og folelseslos: hun havde graedt alle Tanker
ud inat.

In