kke Vat, endnu mere nervos foran disse tre tavse Herrer, der sad
ubevaegelige, ret op og ned, langs Vaeggen, som sov de med aabne Ojne:

-At der er saa faa, sagde hun igen, vendt mod Vaeggen.

-Der er ikke mange, sagde Herluf; og spurgte saa, om man var faerdig,
og der kunde begyndes.

-Strax, strax, sagde Damen, der blev ved at haenge uaegte Perlestads,
hun tog af en Safianspose, i taette Rader om Halsen.

-Strax, sagde hun og sendte et Par forfjamskede Triller ud i Rummet
for at rense Halsen.

De to Herrer gik med for at begynde, og man horte op fra Scenen
Sonaten for Piano og Violin, daddellos og livlig som en lang
Vuggevise. De tre Direktorer rejste sig, irriterede ved at se paa
dette korte Fruentimmer, der trippede sanseslost rundt foran Spejlene,
og de vendte tilbage til Kontoret tavse, siddende hver i sin Krog uden
at tale med hinanden.

Hr. Jespersen kom ind med Kassen. Den var tohundrede tre og fyretyve
Kroner med Indgangen. Adolf talte dem traet og ligegyldig og vendte
tilbage til sin Plads. Og Hr. Jespersen, der stadig var saa underlig
uhyggelig tilmode i Aften og ikke forstod Direktorerne, sagde for dog
at sige noget, for han gik.

-Nej--hun har jo ikke trukket, sagde han.

-Godnat.

De tre foresatte nikkede kun. Ude paa Scenen havde Sangerinden begyndt
paa sin Arie og sendte nogle tynde og magtlose Triller ud i den hule
Sal. Da Arien var forbi, lod der nogle magre Haandtjat i Huset, og Hr.
Theodor Franz rev Kontordoren op:

-Publikum toer op, raabte han. Publikum toer op.

Men da ingen svarede, og han maerkede, at her ikke var synderlig Bund
for Begejstring, lob han igen og vendte tilbage til Foyeren for at
udskaelde Nattergalen for lukket Dor.

Forste Afdeling var forbi, og de drev alle rundt paa Scenen. De saa'
ud ad Hullerne. Kritikerne fros gudhengivent paa Flankerne af de lange
Baenke, hvor de opslagne Saeder gloede dumt op mod rampen. Balkonen stod
ganske tom. Frisens dansende Engle saa' ud, som rakte de Naese ad det
tomme Parket.

Man var begyndt igen, og Direktoratet var vandret tilbage til Foyeren
... Nede paa Scenen gik man los paa Aftenens afgorende Nummer, en Arie
med Piano og Violin, Programmets _piece de resistance_. Klaken faldt
tjenstvillig ind efter den forste Sats, men de faa Betalere blev
siddende uimodtagelige og slove; et Par enkelte hyssede, saa Hr.
Theodor Franz lob fra Kulissen op i Foyeren, ude af sig selv, mens han
raabte:

-Hvad vil de Folk, sagde han. Vil De si