ge mig, hvad de vil--de Folk?

Han plantede sig foran Herluf, der intet svarede og kun rystede paa
Hovedet. Men Hr. Theodor Franz blev ved at rase--holdende inde mellem
Vredesudbrudene, lyttende, haabende endnu, at Stemningen kunde vende
sig: Hun har fyldt Trocaderos store Sal, sagde han, trippende paa
Benene. Mine Herrer, hun har fyldt Trocadero.

Men Arien var forbi, og man horte ikke andet end Klakens dumpe Naever i
Salen.

-Ind, ind, raabte Hr. Theodor Franz ned til Sangerinden, som havde
mistet al Besindelse og tumlede som et drejesygt Faar i Kulissen.

Og han vendte sig atter mod de tre Direktorer, skaendende endnu
voldsommere, saa Herluf lukkede Doren til, for at man ikke skulde hore
ham ned paa Scenen. Han talte hojere og hojere, udskaeldte Publikum,
Salen, Akustiken, Byen, blandende to, tre Sprog--ude af sig selv, mens
han lob op og ned.

Adolf vilde gaa, men paa Vejen hen mod Doren tabte han Taalmodigheden,
og han begyndte at raabe ligesom Hr. Franz, skaeldende Sangerinden ud,
kaldende hende et gammelt Cirkusdyr--en Dragon--en foraeldet Humbug er
hun, raabte han, hvis De vil vide det.

-Man maa vel ogsaa kende, hvad det var, man sendte til en By som
Kobenhavn, sluttede Adolf tilsidst.

-En By som Kobenhavn, skreg Hr. Theodor Franz i det yderste Raseri,
mine Herrer, en By som Kobenhavn ... Skal jeg sige Dem, hvad den
er--Deres By Kobenhavn? En tom Blaere, min Herre--en tom Blaere er den,
skal jeg sige Dem....

-Dumme Gaas, raabte han, pludseligt afbrydende, og floj hen mod
Nattergalen, der frygtsomt aabnede Doren, som hun i samme Nu fik
slaaet i lige paa sin Naese.

Hr. Theodor Franz pustede, seende sig rundt efter en ny Genstand for
sit Raseri. Men han fandt ingen og gentog kun endnu en Gang sit
skingrende:

-En tom Blaere, mine Herrer, idet han greb sin Hat og Stok.

-Adieu, sagde han, mens han svingede arrigt med sine Ben, som vilde
han ryste Stedets Stov af sine Saaler:

-Prosit--Deres Kobenhavn, sagde han og slog Jerndoren i, saa det
rungede.

Nede paa Scenen spillede Violinisten en fransk "Berceuse".

Herluf Berg rejste sig: Jeg gaar ned paa "Bladet", sagde han. Han
vilde forsoge at mildne Nederlaget, saa vidt det stod i hans Magt.
Helt ned i Gaarden horte han Primadonnaens evnelose og forskraekkede
Kvidder. Da han kom gennem Porten, var han naer falden over en Karre,
hvorpaa der var opstablet en stor Traekuffert. Det var Hr. Desgrais',
der ikke vilde blive saa laenge som Natten over i